Minus vendt til plus for Peri
Erhverv | Af Torben Jastram |
Forskallings- og stilladsvirksomheden præsenterede et resultat på knap 20 mio. kr. i 2016.
Peri Danmark landede et resultat efter skat å 18,7 millioner kroner for regnskabsåret 2016. Årets før var endt med et underskud på 16,8 millioner kroner.
Dermed har virksomheden - der er et datterselskab i Peri-koncernen med hovedsæde i det sydlige Tyskland - opnået et tilfredsstillende resultat.
"Efter en periode med intensive forandringer i den måde PERI driver forretning på i Danmark, er det i 2016 lykkedes at generere et meget positivt og tilfredsstillende resultat. Den markante forbedring i forhold til foregående år skyldes en række forskellige faktorer, men først og fremmest et forbedret samarbejde med kunderne, såvel som et forbedret samarbejde internt i egen organisation. Vores kunder har i højere grad end tidligere fået øje på den værditilvækst, som velgennemtænkte og designede løsninger giver i form af øget produktivitet og forbedret totaløkonomi," skriver Peri Danmark i en pressemeddelelse.
Forandringer og øget service
Internt har selskabet foretaget en række investeringer, der øger kapaciteten med et reduceret ressourcebehov. Samtidig har Peri omstruktureret interne processer og øget kvalitetskontrollen, hvilket betyder, at man efter eget udsagn kan håndtere flere transaktioner med det samme antal medarbejdere.
Forandringerne på de interne linjer har sat Peri i stand til at investere i øget kapacitet i markedet i form af flere salgsingeniører primært vest for Storebælt.
Derudover har man med introduktionen af en ny produktserie af letvægtsforskalling vundet terræn hos flere mindre og mellemstore entreprenører.
Peri forventer en øget omsætning i 2017 og et positivt resultat på niveau med resultatet for 2016.