Ny Hillerød-station klar til vinterkøreplanen
Byggeri | Af Louise S. Strøbech |
Det kommende akuthospital Nyt Hospital Nordsjælland, der skulle have stået færdigt i 2020, bliver nu overhalet indenom af den nærliggende Favrholm Station, der selv er to år forsinket.
Når den nye vinterkøreplan for landets tog træder i kraft d. 10. december, er der kommet en ny station på kortet mellem Hillerød Station og Allerød Station - to år senere og små 40 mio. kr. dyrere end oprindeligt planlagt.
Den nye Favrholm Station ved Overdrevsvejen i Hillerød er bygget som en kombineret S-togsstation og lokalbanestation, og er placeret en lille kilometer fra det nye supersygehus Nyt Hospital Nordsjælland.
Udover at betjene Nyt Hospital Nordsjælland og forbedrer transportmulighederne til hospitalet for de mange ansatte, patienter og besøgende, der hver dag skal til og fra hospitalet, vil stationen også være pendlerstation for den sydlige del af Hillerød.
En stor p-plads skal aftage pendlernes biler, hvilket på sigt gerne forventeligt vil øge fremkommeligheden omkring Hillerød Station, der i dag er presset af trafik i mange af dagens timer.
Læs også: Hillerøds trafikknudepunkt gennemgår omfattende fornyelse
Mange flere borgere frem mod 2028
Det var Forligskredsen bag En Grøn Transportpolitik, der i 2017 vedtog at bygge den nye station. Rambøll Danmark har udarbejdet forprojektet og varetaget totalrådgivningen, mens Aarsleff Rail som hovedentreprenør har stået for anlægsarbejdet.
Det symbolske første spadestik blev taget maj 2022 af bl.a. Hillerøds borgmester Kirsten Jensen. Her sagde hun bl.a.:
- Favrholm Station er et meget vigtigt skridt for udviklingen af Nordsjælland. Vi er mange borgere og mange medarbejdere, og nu får vi forbedret muligheden for at vælge grøn, effektiv transport. Alene i Hillerød vil vi blive mange flere borgere frem mod år 2028. Dertil kommer vækst i arbejdspladser ikke mindst på grund det nye hospital i den nye bydel Favrholm.
4.000 boliger og 10.000 arbejdspladser
Nu står stationen så godt som færdig, og kan nu vente på pendlerne mod København. På sigt vil også borgere i Favrholm-området få glæde af den nye station. Her forventes indenfor en årrække at blive opført en blandet bydel med både boliger, uddannelse, kultur, idræt, kontorer, produktions- og serviceerhverv med fokus på life-science.
Når Favrholm er færdigudbygget, vil der være op til 4.000 boliger og 10.000 arbejdspladser. I Stadionkvarteret vil der alene blive opført ca. 2.200 boliger.