Niras styrker forretningen i Nordjylland
Den rådgivende ingeniørvirksomhed overtager aktiviteterne i den jyske rådgiver Harde Larsen Rådgivende Ingeniører, der markerer sig inden for sundheds- og hospitalsbyggeri.
Et perfekt match, kalder forretningsdirektør i Niras, Flemming Mogensen, aftalen om at overtage aktiviteterne i det nordjyske rådgiverfirma, Harde Larsen.
- Niras får flere dygtige rådgivere til vores mange spændende projekter, og de to firmaer komplementerer hinanden virkelig godt. Vi kender allerede hinanden godt fra fælles sygehusprojekter, og fremfor alt kommer vores fælles styrker vores kunder til gode, siger han.
Led i et generationsskifte
Harde Larsen, der tæller ni rådgivere, yder rådgivning inden for alle kategorier af nybyggeri og om- og tilbygning samt bygningers energi- og miljøforhold herunder sundhedsbyggeri, laboratorier, klinikker, undervisningsbyggeri, storkøkkener, boliger, plejecentre, administrationsbygninger m.v.
Overdragelsen med virkning fra 1. juni 2023 og sker som led i et generationsskifte i den nordjyske virksomhed, og for indehaver og direktør Søren Harde Larsen gælder det om at fremtidssikre aktiviteterne i en god og sund virksomhed samt dens kompetente medarbejdere.
Niras' byggeriorganisation i det nordjyske er dermed nu mere end 60 rådgivere, som indgår i et skandinavisk netværk i koncernen på ca. 700 byggerirådgivere.