Travl påske: Køberne gør comeback i København
Det blev ikke til meget påskeferie for flere af lejlighedsmæglerne i hovedstaden, hvor opsvinget i salget får flere mæglere til at sammenligne med udviklingen under corona-tiden.
Med én bolighandel hvert 4,5 minut døgnet rundt, året rundt, blev 2021 det vildeste år på boligmarkedet i nyere tid.
Siden fulgte en markant opbremsning sidste efterår og i starten af denne vinter, hvor mange købere holdt sig tilbage på grund af stigende energipriser, inflation og højere rente.
Men nu synes køberne at være på vej tilbage til boligmarkedet i hovedstaden.
Det fortæller Michael Dalsager, der er talsperson og senior kommunikationskonsulent i Home:
- Mange udskød beslutningen om at købe og sælge, men nu ser vi altså igen mere aktivitet. Der er uden tvivl et opsparet behov for at finde det rette hjem, som nu presser sig på - samtidig med at der er kommet lidt mere ro på privatøkonomien.
Flere fremvisning og salg
Han henviser til 'Home Boligbrief' for marts, der viser, at flere købere så på hus og lejlighed - konkret 3,9 % flere huskøbere og 7,2 % flere lejlighedskøbere i Region Hovedstaden fra februar til marts.
Det endte 13,3 % flere solgte villaer og rækkehuse og 9,1 % flere solgte lejligheder.
- Vi skal et år tilbage for at finde et lejlighedssalg, der overgår, hvis vi ser på salget måned for måned, siger Michael Dalsager.
Fuld damp på alle kedler
Ejendomsmægler Torben S. Hansen, der er indehaver af to Home-butikker på Amager, oplever også den stigende interesse:
- Her på Amager ligger vi lige i øjeblikket underdrejet på grund af høj aktivitet, og der er for få timer i døgnet.
Torben S. Hansen bakkes op af sin Home-kollega Michael Hammerbak, der har Home-butikker på Vesterbro, Christianshavn/City og i Carlsbergbyen:
- Der er pludselig fuld damp på alle kedler, og vi oplever lige pt. et opsving i salget, vi skal helt tilbage til corona-tiden for at kunne matche, siger han.
Bedre til at møde hinanden
Videre viser boligbriefet, at priserne på villaer og rækkehuse får et lille dyk i marts, 0,9 %, mens ejerlejlighederne stiger med 0,8 % i hovedstadsregionen og endnu mere i København, hvor priserne går frem med 2,3 %.
- Lejlighederne bliver solgt til lavere priser end for et år siden, og køberne vil gerne fortsat forhandle. Men afslaget er faktisk faldet en smule de seneste måneder, så det tyder på, at køberne og sælgerne er blevet bedre til at møde hinanden i forhandlingerne, siger Michael Dalsager.