Bygma tilslutter sig klimaalliance - kunder trækkes i grønnere retning
To af Bygmas forretninger i Region Nord har indgået en klimapartnerskabsaftale med Aalborg Kommune og forpligter sig dermed til en række initiativer, der skal bidrage til den samlede CO2-reduktion i kommunen.
- Vi har valgt at indgå i klimapartnerskabet med Aalborg Kommune, da det stemmer overens med Bygmas ambition om at reducere vores klimaaftryk. Vi har en forventning om, at vi i samarbejde med Aalborg Kommune og de øvrige partnere i Klimaalliancen Aalborg kan finde og afprøve muligheder for reduktion af klimagasser i byggebranchen.
Sådan begrunder bæredygtighedskonsulent i Bygmas Region Nord, Pernille Olesen, klimapartnerskabsaftalen, som to af Bygmas forretninger i Region Nord - Bygma Aalborg C og Bygma Aalborg SV - har indgået med Klimaalliancen Aalborg, Aalborg Kommune.
Påvirkning af kunder og leverandører
I alliancen indgår virksomheder, foreninger, landbrug, industri, detail og organisationer, der har indgået tilsvarende partnerskaber med kommunen, og som understøtter den grønne omstilling i Aalborg Kommune og i Nordjylland som helhed.
Fælles for klimapartnerne er, at de sammen med kommunen hver især har forpligtet sig til konkrete tiltag og handlinger i forhold til CO2-reduktion.
- Vi er rigtig glade for, at Bygma tager klimaudfordringerne alvorligt, og at de med konkrete handlinger både nu og fremover er med til at gøre en forskel for klimaet. Sammen med Bygma kan vi forhåbentlig påvirke flere både kunder og leverandører i byggebranchen i en mere bæredygtig retning og med en væsentlig CO2-reduktion som det klare mål, siger Mille Møller Nielsen, der er projektleder i Klimaalliancen Aalborg.
Flere tiltag er i gang
De to Aalborg-forretninger bidrager med en række tiltag, der allerede er sat i gang, såsom Bygma ProffDok, der er en online platform, som samler al dokumentation i et byggeri; Det Grønne Valg, som er virksomhedens mærkning af produkter med miljø- og indeklimamærkning; uddannelse af bæredygtighedsambassadører i forretningerne og undervisning af kunder i de nye klimalovkrav.
Desuden forpligter både Aalborg Kommune og Bygma-forretningerne sig desuden til en række nye initiativer, som i de kommende år skal bidrage til den samlede CO2-reduktion i kommunen.