Nedsivning af regnvand i faskiner kræver korrekt udførelse

Etablering af en faskine til nedsivning af regnvand kræver korrekt opbygning, dimensionering, udførelse, samt drift og vedligehold. Er faskinen f.eks. for lille, forkert opbygget eller dårligt vedligeholdt, kan det give oversvømmelse på terrænet og fugt i ydermurene, det forklarer et nyt erfaringsblad fra Byg-Erfa.

Fordelene ved nedsivning af regnvand med faskiner er flere, blandt andet at det lokale miljø forbedres i forhold til f.eks. åer, vandløb og grundvand. Desuden mindskes belastningen på renseanlæg, pumpestationer og andre dele af de fælles kloaksystemer.

Derfor stiller mange kommuner krav om, at tagvand fra bygninger i nye udstykninger skal håndteres lokalt f.eks. via faskiner. Faskiner kaldes også LAR-anlæg, der står for Lokal Afledning af Regnvand.

Grundejeren må selv udføre både faskiner og tilhørende ledninger fra beboelsesbygning, udhuse, garager og carporte. Det kræver dog hjælp fra en autoriseret kloakmester, hvis regnvandet skal kobles fra det eksisterende fællessystem.

Nedsivning af regnvand kræver også tilladelse fra kommunen efter spildevandsbekendtgørelsen, og faskiner skal placeres, så bygningsreglementets krav om beskyttelse af bygninger mod vandansamlinger og fugt overholdes, anviser erfaringsbladet Nedsivning af regnvand i faskiner (ID-nr. (50) 22 12 19) fra Fonden Byg-Erfa.

Både afstandskrav, dimensionering og opbygning af faskiner samt til drift og vedligehold er vigtigt, anviser erfaringsbladet.

- Herudover tilbyder nogle kommuner, at grundejeren kan få tilbagebetalt sit tilslutningsbidrag for regnvand, hvis der etableres lokal afledning af regnvand, f.eks. i faskiner i den eksisterende bebyggelse, siger Inge Faldager, der er seniorprojektleder på Byggeri og Anlæg på Teknologisk Institut - og forfatter af det nye Byg-Erfa-erfaringsblad.

Form og funktion

En faskine udgør den del af et nedsivningsanlæg for tag- og overfladevand, hvor vandet siver ud under jorden.

En faskine er i princippet et hul eller et hulrum i jorden, hvorfra regnvandet især siver ud gennem faskinens sider, fordi bunden hurtigt slammer til.

Faskinens volumen skal være stort nok til at opmagasinere vandmængden, når tilstrømningen er større end udsivningen.

- En lang og smal faskine fungerer bedre end en kvadratisk. Et nedsivningsanlæg består også af en sandfangsbrønd - og på tilløbssiden af alle faskiner anbringes et sandfang, der skal fjerne blade og sand/støv fra regnvandet, inden vandet når selve faskinen. F.eks. afgiver betontagsten en del sand og støv, siger Inge Faldager.

Sandfang til faskiner ved parcelhuse kan f.eks. etableres ved brug af nedløbsbrønde af plast med f.eks. 70 liters volumen.

- Af hensyn til frostsikkerhed skal sandfanget sættes, så vandspejlet er 0,75 m under terræn - og helst væk fra bygninger, så fugtskader undgås ved overbelastning. Og i henhold til DS 432 skal faldet på afløbsledninger være mindst 20 ? før sandfanget og mindst 10 ? efter sandfanget - uanset hvor små vandstrømme, der skal føres bort, siger hun.

Overløb og placering

Faskinen skal placeres således, at afstandskravene i tabel 1 (se erfaringsbladet, red.) er opfyldt, at terrænet falder væk fra bygninger, samt at faskinen ikke placeres i terrænlavninger.

Desuden skal faskinen lægges så højt i jorden som muligt, siger Inge Faldager.

- En jorddækning over faskinen på 30-40 cm er forsvarligt - og tilslutningen fra sandfangsbrønden, hvor vandspejlet skal ligge i frostfri dybde, kan ske i bunden af faskinen. Forsyner du din faskine med overløb og ventilation, kan du begrænse skaderne, når faskinens kapacitet er opbrugt - og overløbet kan f.eks. føres til en lavning i terrænet.