Ny mand i spidsen for Jortons broafdeling: Klar til 2035-infrastrukturplanen
Kasper Find Rasmussen er udnævnt til ny chef i entreprenørvirksomheden og overtager posten fra Kurt Hansen, der fortsætter i afdelingen som projektkoordinator.
Kurt Hansen kan fejre sit 20. år i Jorton overdrager han lederskabet for virksomhedens broafdeling til Kasper Find Rasmussen, der har været en del af huset gennem 15 år som entreprise- og projektleder, projektchef og områdechef.
- Vi har nogle helt særlige kompetencer og erfaringer her i afdelingen, som er ret unikke. De er ikke kommet af sig selv, men fordi vi har været heldige at have dygtige folk omkring os, som tilmed er blevet i afdelingen gennem årtier, lyder det fra Kasper Find Rasmussen.
Han hæfter sig ved, at et 25-års jubilæum ikke er sjældent hos Jorton, ligesom man også ser 40-års jubilæer med jævne mellemrum:
- Det ser jeg som et sundt tegn på, at vi har en organisation, hvor folkene kan lide at være. At arbejde med broer og infrastruktur kan være et krævende arbejde. Man kan blive sendt ud i alle kroge af kongeriget, og man kan ikke forvente, at arbejdstiderne bare ligger fra 7 til 16, siger den nye leder og fortsætter:
- Man skal derfor være utroligt opmærksom på ens team og gøre en aktiv indsats for, at de trives i deres arbejde.
Godt gearet til fremtidens opgaver
Og det er en afdeling, der er godt rustet til fremtidens opgaver, som bliver overdraget.
Det fortæller Kurt Hansen, der fortsætter i afdelingen, men nu som projektkoordinator:
- Vi har udvidet vores fysiske engagement ved også at have kontor på Sjælland. Med kontorer i det sydjyske og på Sjælland kan vi hurtigt rykke ud til alle egne af landet. I 2017 delte vi så afdelingen op i to specialer, så vi i dag har en renoverings- og nybyg enhed under vores samlede broafdeling. Jeg mener, at denne opdeling har gjort os mere robuste og fleksible.
Han tilføjer:
- Det betyder også, at vi er godt gearet til at håndtere for eksempel den nye 2035-infrastrukturplan, hvor mange spændende projekter er ved at udmønte sig.