Fokus på træ fra hurtigt fornybare skove
Erhverv | Af Torben Jastram |
Frøslev Træ vil præsentere New Zealandsk produkt af træ, der regenererer meget hurtigere end vores egne nordiske skove.
Bæredygtige byggematerialer er et af tidens store emner, som helt sikkert kommer til at fylde meget på den kommende Building Green-messe i Forum.
Det gælder for eksempel øget brug af træ i byggeriet. Både de projekterende og udførende har fået øjnene op for de bæredygtige perspektiver i materialet, der bidrager positivt til klimaregnskabet.
Det er dog langt fra ligegyldigt, hvor det træ, der bliver brugt i byggeriet, stammer fra. På verdensplan kommer alt for meget træ fra skove, hvor træerne regenereres alt for langsomt, eller hvor de er behandlet med skadelige kemikalier. Dét tema sætter Frøslev Træ fokus på til Building Green, når den sønderjyske træproducent inviterer til ekspertforedraget "Carefully Crafted Timber".
Fornybar plantage-skovdrift
Virksomheden har indgået et nyt samarbejde med den newzealandske træproducent Abodo Wood. Daniel Gudsell, Marketing Director hos Abodo Wood, fortæller her, hvorfor det er vigtigt, at al træproduktion er baseret på fornybart plantage-tømmer:
- Klimaforandringer og reduceret biodiversitet er desværre alt for udbredte problematikker. Men når vi bruger fornybart plantagetømmer, kan vi suge CO2 ud af atmosfæren i et hurtigere tempo og samtidig skabe fantastiske byggematerialer. Herudover er vi med til at beskytte biodiversiteten, når vi baserer træproduktionen på plantage-skovdrift frem for konventionel skovdrift, siger han.
Hurtig fornybar
I forbindelse med Frøslev arrangement vil sløret blive løftet for et helt nyt produkt, som virksomheden lancerer i samarbejde med Abodo Wood. Nemlig "Frøslev Abodo", som består af termobehandlede facade- og terrasseprofiler, der stammer fra plantage-skovdrift i New Zealand, hvor træerne regenereres hurtigt.
- Frøslev Abodo er et smukt, naturligt træmateriale, der stammer fra de hurtigt fornybare, newzealandske skove. Træet gøres holdbart og stabilt gennem en termisk behandlingsteknologi, som ikke involverer nogen konserveringsmidler eller kemikalier, forklarer Daniel Gudsell.
Morten Bak, der er salgschef hos Frøslev Træ, har ligeledes store forventninger til det nye produkt:
- Frøslev Abodo er et rigtig interessant materiale og et trumfkort, som vi glæder os til at præsentere på Building Green. Dets newzealandske ophav er garant for en skovdrift, hvor træerne vokser fra frø til høstmodent træ på kun 25 år. Hermed bliver træerne regenereret langt hurtigere end f.eks. almindelige, nordiske fyrretræer, som er 80 år om denne proces. Med Frøslev Abodo kan der altså nås langt flere rotationer af træet på den samme tid, hvilket bidrager til, at der suges langt mere CO2 ud af atmosfæren. Abodo-træet er termobehandlet, dvs. varmet op til 230 grader, så al fugt, svampesporer og lignende drives ud. Det er med til at øge holdbarheden markant og gør, at materialet opnår holdbarhedsklasse 1, siger Morten Bak.
Tilsyneladende er klimaregnestykket stadig positivt, selv om der skal tilføjes en lang og energitung transport fra New Zealand til Danmark.