Tæt opløb om beton-pris
Arkitektur | Af Niels Johan Juel Jensen |
Bæredygtig Beton Prisen er nået ind i den afgørende fase, og det er ikke mange stemmer, der adskiller finalisterne.
Bliver det Lindevangsparken på Frederiksberg, Musicon i Roskilde eller sØnæs i Viborg? I denne uge slutter afstemningen til Bæredygtig Beton Prisen, der har været i gang siden 13. februar, og det bliver slutspurten, der afgør hvilket af de nominerede projekter, der vinder. Det skriver Dansk Byggeri i en pressemeddelelse.
- Resultatet af afstemningen er i øjeblikket så lige, at alle tre nominerede kandidater kan løbe med sejren. Det afgørende bliver slutspurten. Så hvis du vil sikre, at din lokale favorit skal vinde, gælder det om at stemme nu, siger Thomas Uhd, branchedirektør i Dansk Beton under Dansk Byggeri.
Rå og kreative rammer
Lokalt hepper kommunernes repræsentanter på hver sit projekt og opfordrer borgerne til at afgive deres stemme.
Frederiksbergs borgmester, Jørgen Glenthøj, siger om Lindevangsparken:
- Vi er glade for at være nomineret til denne pris. Det er en ægte Frederiksberg-løsning, hvor vi har skabt et nyt populært, rekreativt område, som beboerne har taget til sig og bruger flittigt. Vel at mærke samtidig med at løsningen gør området langt mere robust over for ekstrem regn. Jeg vil opfordre alle til at stemme på Lindevangsparken.
I Roskilde opfordrer sekretariatsleder Lars Bloch alle til at stemme på Musicon.
- Musicon har med innovative erhvervsbebyggelser, kreative boliger og et alsidigt kulturliv fået skabt et attraktivt område med alle former for bymæssige aktiviteter. I Musicons rå og kreative rammer er der plads til alt fra events og koncerter til kontorer og boliger, og vi møder stor lokal opbakning fra borgerne i Roskilde, lyder det fra Lars Bloch.
Spændende bypark
I Viborg Kommune opfordrer Landskabsarkitekt Lotte Kunstmann borgerne til at stemme på sØnæs.
- Det er lykkedes os at skabe en anderledes og spændende bypark med fokus på tilgængelighed, ophold, naturoplevelser, leg og læring i tæt symbiose med de tekniske funktioner, som stedet rummer. Viborgenserne har virkelig taget sØnæs til sig. Der kunne være herligt, hvis tilfredsheden med området afspejlede sig i antallet af stemmer, så sØnæs kan hive prisen hjem, siger hun.
Afstemningen startede den 13. februar og løber frem til 17. marts. Alle kan stemme på deres favorit på www.danskbeton.dk/bæredygtigbetonprisen.