Indstillinger til Bæredygtig Beton Prisen efterlyses
Erhverv | Af Torben Jastram |
I 2017 uddeler Dansk Beton for femte gang Bæredygtig Beton Prisen til et nyere byggeri eller anlæg, som udmærker sig æstetisk og bæredygtigt.
Beton er ikke bare verdens og Danmarks mest brugte byggemateriale, men kan også bidrage med bæredygtige løsninger. Det kan handle om lavt energiforbrug, klimaløsninger når vandet stiger, eller byrum som samler borgerne.
Siden 2009 er prisen blevet uddelt for at inspirere til gode og bæredygtige løsninger, som både har æstetiske, sociale og miljømæssige kvaliteter, og hvor beton spiller en central rolle.
Ambitionen med Bæredygtig Beton Prisen er at sætte fokus på de bedste arkitektoniske løsninger med beton.
Arkitekt Julian Weyer
Formand for dommerkomiteen
- Ambitionen med Bæredygtig Beton Prisen er at sætte fokus på de bedste arkitektoniske løsninger med beton. At beton kan have æstetiske kvaliteter er åbenlyst, men det er lige så vigtigt, at løsningerne bidrager positivt til en bæredygtig udvikling af bygge- og anlægsbranchen, og vi lægger i dommerkomiteen vægt på alle dele af bæredygtighed, når vi nominerer bygge- og anlægsprojekter til prisen, siger Julian Weyer, formand for dommerkomiteen og partner og arkitekt hos C.F. Møller.
Meget forskellige vindere
I 2015 vandt klimaløsningen Le Mur i Lemvig, som blev tegnet af arkitektfirmaet Hasløv og Kjærsgaard. Tidligere vindere er bl.a. Skuespilhuset på Kvæsthusbroen i København, tegnet af Lundgaard & Tranberg Arkitekter, og skaterparken Rabalder Parken i Roskilde, som arkitekterne fra Nordarch stod bag.
- Det er meget forskellige projekter, som har vundet Bæredygtig Beton Prisen, men fælles for dem alle er en forbilledlig bæredygtig brug af beton. Skuespilhuset har et meget lavt energiforbrug på grund af termoaktive betonelementer, DANVAs Vandhus er fremtidssikret i forhold til skybrud, og Le Mur løser problemer med stormflod på en elegant og borgerinddragende måde. Det er projekter på det niveau, som vi nu leder efter, siger branchedirektør Thomas Uhd fra Dansk Beton.
Indstillingsperiode løber frem til 23. november. Når nomineringerne er udvalgt, er valget af vinderen overladt til alle interesserede, da der er tale om en publikumspris, hvor alle kan stemme. Prisen uddeles den 30. marts 2017.
Dommerkomiteen består af Julian Weyer som er partner hos C.F. Møller, direktør Lene Espersen fra Danske Arkitektvirksomheder, formand hos Dansk Beton Niels Søndergaard fra DK Beton, Rie Øhlenschlæger fra AplusB og Torben Möger Pedersen administrerende direktør i PensionDanmark.
Læs her mere om Bæredygtig Beton Prisen og de tidligere vindere.