Seks km cykelsti: 30-40 mio. kr.
Politik | Af Dan Bjerring |
På rute 40 mellem Hulsig og Skagen mangler det sidste stykke cykelsti at blive anlagt.
At have ansvaret for landets transportsystemer betyder også, at der skal tages stilling til stort og småt. Transport- og bygningsminister Hans Chr. Schmidt er således blevet bedt om at oplyse over for Transport- og Bygningsudvalget i Folketinget, hvor meget det vil koste at anlægge de sidste seks kilometer cykelsti på rute 40 mellem Ålbæk og Skagen fra Hulsig til Skagen.
Der er ikke udarbejdet et detaljeret projektgrundlag for stien, og ifølge Vejdirektoratet afhænger omkostningerne til anlæg af cykelstier af de lokale forhold og kan derfor variere meget på baggrund af blandt andet behovet for ekspropriation, miljøforhold og afvanding:
Med afsæt i anlægsomkostningerne ved tidligere anlagte dobbeltrettede cykelstier, arbejder Vejdirektoratet med en kilometerpris på mellem 2,5 millioner kroner og 7 millioner kroner.
Hans Chr. Schmidt
Transport- og bygningsminister
30-40 millioner
- Med afsæt i anlægsomkostningerne ved tidligere anlagte dobbeltrettede cykelstier, arbejder Vejdirektoratet med en kilometerpris på mellem 2,5 millioner kroner og 7 millioner kroner. I lyset af, at der ikke er foretaget miljømæssige og anlægstekniske undersøgelser på den cirka seks kilometer lange strækning mellem Hulsig og Skagen, er overslaget for en dobbeltrettet cykelsti af skønsmæssig karakter og vurderes at udgøre 5-6,5 millioner kroner pr. kilometer. De samlede anlægsomkostninger for etableringen af en dobbeltrettet cykelsti skønnes således til cirka 30-40 millioner kroner oplyser ministeren.