Jönsson skriver kontrakt på rækkehuskvarter i ny bydel
Jönsson Entreprise A/S skal i totalentreprise opføre rækkehuse i "IrmaByen" i Rødovre.
Der er stadig fuld gang i by- og projektudviklingen i København, hvor flere spændende bygge- og renoveringsprojekter er på tegnebrættet.
Det ses for eksempel i Rødovre, hvor man med IrmaByen skaber bæredygtig byudvikling i forlængelse af visionerne fra Kommuneplan 2010-2022 og Kommuneplan 2014. Her skal Jönsson Entreprise opføre 20 nye rækkehuse som ejerboliger på i alt 2900 kvadratmeter. De skal bygges i perioden fra maj 2020 til juni 2021.
Byggeriet har afsæt i principperne fra Nordic Built Charters 10 punkter for bebyggede omgivelser, der sikrer et design med bæredygtige løsninger i et helhedskoncept. Konkret får ejerboligerne facader i teglsten eller alu-beklædning, der giver minimalt vedligehold og en lang levetid.
- I medierne har man ikke så meget fokus på den form for bæredygtighed, der skabes med solide og afprøvede løsninger, og som sikrer minimalt vedligehold og lang holdbarhed. Sådan et byggeri er IrmaByen - robust kvalitet, der er nem at vedligeholde. Et godt eksempel på, hvordan arkitektur, gennemtænkte løsninger og robuste materialer kan øge holdbarheden og dermed skabe et mere bæredygtigt byggeri, siger Thomas Normann, Direktør i Jönsson Entreprise.
IrmaByen har fået sit navn efter områdets vartegn: Irmas gamle kafferisteribygning, et 38 meter højt tårn, der blev brugt til brænding, formaling og emballering af Irmas kaffeprodukter.