Altanfirma vil kompensere kunder for dårligt vejr
Virksomheden Flexaltan har kastet sig ud i en omgang alternativ markedsføring - særligt set i lyset af de til tider meget kølige danske somre.
Efter en kølig maj måned, kan man nu få lidt at varme sig ved - om den kommende sommer ikke skulle leve op til forhåbningerne. Altanfirmaet Flexaltan garanterer nu sine kunder "varmegaranti". Det lyder som en joke. Men den er god nok. Virksomheden står klar med kontant betaling, hvis sommeren ikke skulle blive helt så varm som normalt.
- Brugsværdien af en altan eller terrasse afhænger i høj grad af, hvor godt vejret bliver. Og det skal afspejles i prisen, fortæller direktør Michael Bruus Jensen fra Flexaltan.
Garantiordningen bygger på de officielle definitioner, statistikker og opgørelser af sommerdage fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI). En sommerdag er ifølge DMI en dag, hvor temperaturen et sted i Danmark når op på 25 grader eller derover. Siden 1970 har der i gennemsnit været 10 sommerdage om året. Det varmeste år var 2018 med hele 71 sommerdage, mens bundrekorden blev sat i 1974 med blot en enkelt sommerdag.
Helt konkret går Flexaltans nye garantiordning ud på, at såfremt sommeren ifølge DMI får færre sommerdage end 12, som er gennemsnittet hen over de seneste 50 år plus to ekstra sommerdage, udbetaler Flexaltan en check på en procent af den samlede købssum for hver "snydt" sommerdag.
Hvis altså der hen over året eksempelvis kun har været fem sommerdage, udbetaler Flexaltan en check på 7 procent af den regning, som husejeren har indbetalt. Det vil sige, at hvis altanen eksempelvis har kostet 100.000 kroner, vil kunden modtage en check på 7.000 kroner. Garantiordningen gælder kun det første år og for ordrer aftalt inden uge 30.
Flexaltan har adresse i Højslev ved Skive og er en moderne smedevirksomhed med over 20 års erfaring i design, projektering, produktion og montage af altaner og terrasser. Sortimentet spænder lige fra fleksible modulopbyggede standardløsninger til eksklusive skræddersyede specialløsninger og omfatter også tilhørende overdækninger og glaslukninger.