Bornholm og dele af Syddanmark forbigået i ny infrastrukturplan
Politik | Af Mathias Hansen |
Af samlet set 23 infrastrukturprojekter er der ikke noget til de jyder, der bor syd for Christiansfeld.
Regeringen har formået at ramme en god del af Danmark med deres nye infrastrukturplan, der blev præsenteret klokken 10. Der er dog ikke et eneste projekt under opsejling på Bornholm, mens den nederste del af Sønderjylland heller ikke får nye vej- eller jernbaneprojekter. Det sydligste projekt i Jylland er et nyt motorvejsprojekt, der går fra Haderslev til Give.
I alt rummer aftalen 23 infrastrukturprojekter, der enten involverer splinterny infrastruktur eller en udbygning af noget eksisterende. 15 af projekterne findes på Sjælland og Lolland/Falster, mens der er seks projekter i Jylland. Fyn er ikke helt så heldige, da de kun får to projekter i form af en ny bane over Vestfyn samt en udvidelse af E20-motorvejen syd for Odense.
I alt skal der bruges op mod 32,1 milliarder kroner på nye infrastrukturprojekter, hvoraf det dyreste projekt er en tredje limfjordsforbindelse, der har en estimeret pris på 6,6 milliarder kroner. Ydermere skal der bruges 14,5 milliarder kroner på udbygning af eksisterende infrastruktur.