Oprindeligt håndværk tænkes ind i renoveringsopgave
Erhverv | Af Mathias Hansen |
Alle vinduer i andelsboligforeningen skal udskiftes i løbet af de næste måneder.
Andelsboligforeningen A/B Åhjørnet på Nørrebro i København gennemgår over de næste måneder en omfattende renovering, hvor bygningens i alt 130 vinduer skal udskiftes. De nye vinduer skal dels tage hensyn til, at bygningen er opført i 1889 og således bevaringsværdig, og dels at bygningen er placeret i et meget trafikeret område af København. Derfor skal vinduerne, som Frovin er valgt til at levere, både produceres efter det oprindelige håndværk og samtidig være støjreducerende.
- A/B Åhjørnet ligger i krydset ved Jagtvej og Åboulevarden, som er et enormt trafikeret område. Derfor har bygherren også et ønske om, at de nye vinduer skal reducere støjen væsentligt, så man kan være sikker på at bo i boligerne uden risiko for sundhedsskadelige gener, fortæller Martin Elbrandt, der er tømrermester hos E-Entreprise, som er hovedentreprenør på projektet.
Ifølge nye anbefalinger fra verdenssundhedsorganisationen WHO må støjniveauet i hjemmet ikke være over 53 decibel, da støj kan give sundhedsskadelige problemer som hovedpine, forhøjet blodtryk og søvnproblemer. Hos de danske myndigheder anbefaler man en grænse på 58 decibel. Hos A/B Åhjørnet er støjbelastningen på mere end 68 decibel.
Vindue med traditioner
Alle bygningens 130 vinduer skal udskiftes til nye vinduer fra Frovin Vinduer & Døre. Deres AL-vindue er et koblet lydvindue med energimærke A som standard og en u-værdi på kun 0,85. Og så kan den reducere støjniveauet til kun 41 decibel uden at gå på kompromis med boligforeningens oprindelige udtryk.
- Vores AL-vindue er et rigtig godt match til en bygning som A/B Åhjørnet, da bygningen dels har en lang historie bag sig og dels ligger inde midt på Nørrebro. Det betyder nemlig, at der er flere behov, som man skal tage hensyn til, hvor eksempelvis et traditionelt træ/alu-vindue ikke ville kunne understøtte bygningens flotte, oprindelige udtryk. Her kombinerer AL-vinduet oprindelige håndværkstraditioner, som man brugte i 1800-tallet, med god lydperformance, der reducerer gadestøjen til en lav hvisken, fortæller Frovins salgschef Claus Haastrup.
A/B Åhjørnet får leveret de nye vinduer i slutningen af oktober og starten af november, og renoveringsarbejdet forventet færdiggjort i midten af december. Udover de nye vinduer har andelsboligforeningen også fået foretaget vvs-udskiftning og fugtsikring af kælder og kældervægge.