I næste uge smelter to fynske byer sammen
Arkitektur | Af -math |
En helt ny forstad bliver præsenteret på tirsdag, når vinderne af to arkitektkonkurrencer bliver fundet.
På tirsdag bliver vinderne af to arkitektkonkurrencer fundet. Konkurrencerne har handlet om at skabe "Fremtidens Forstad" på Fyn, og de to små byer Årslev og Sønder Nærø bliver slået sammen til en bæredygtig Odense-forstad. Det skriver Faaborg-Midtfyn Kommune i en pressemeddelelse.
Kommunen har store planer med den nye samlede by. Årslev er en stationsby og har tog og cykelsti til Odense, mens man også finder det borgerdrevne mødested og kulturcenter Polymeren, der er en nedlagt skofabrik.
Projektet Fremtidens Forstad er samtidig en del af kommunens udviklingsstrategi, der handler om, at 2000 nye borgere skal bosætte sig frem mod 2030. I dag bor der cirka 3700 mennesker i Årslev/Sønder Nærø, men forventningen er, at der kommer 1200 nye til.
- Når man bor i Årslev, får man det bedste fra to verdener. Her når du hurtigt storbyens tilbud og arbejdspladser, og du kommer lige så hurtigt hjem igen til et sted midt i naturen og med et utal af muligheder for at nyde livet i din nære familie og sammen med andre. Med vinderne af de to konkurrencer kan vi for alvor gå ud og vise omverdenen, hvad Årslev-Sdr.Nærå har at byde på. De to vinderprojekter giver sammen et meget stærkt billede af, hvad vi ønsker som kommune, og hvad vi er villige til at investere i, siger Borgmester Hans Stavnsager, Socialdemokratiet.
Stort drive i byen
Der har været to forskellige arkitektkonkurrencer i gang. En for den samlende bymidte og en, der handlede om at skabe en bæredygtig bydel. Og generelt har området taget godt imod konkurrencen. Det fortæller Johannes Pedersen, der er partner i københavnske NORD Architects, og som har siddet i dommerkomitéen for den bæredygtige bydel.
- Det er fantastisk at opleve den vilje, der er til at skabe et helt særligt sted. Det går igen hos både borgerne i byen og ikke mindst politikerne, der har valgt at investere i en helt unik byudvikling. For det bliver bestemt ikke en forstad i traditionel forstand. Uden at afsløre for meget kan jeg godt sige, at vi med vinderprojektet til bydelen i min optik har fået et meget seriøst bud på noget, andre også vil kunne lade sig inspirere af, siger Johannes Pedersen.
Den tidligere stadsarkitekt i København, Jan Christiansen, sad i dommerkomitéen til den anden konkurrence, og han kan sagtens genkende hans kollegas oplevelse.
- Jeg blev væltet helt bagover, da jeg fik øje på det kæmpe drive i sådan en lille by. Byens borgere har sammen skabt et kulturcenter, man ellers kun ser i store byer. Her er noget helt exceptionelt at bygge på. Og jeg kan godt afsløre, at vinderen af konkurrencen om bymidten har været tro mod den ånd, der er i byen, siger Jan Christiansen.
Holscher Nordberg Archtecture and Planning er som totalrådgiver finalist i begge konkurrencer. De konkurrerer mod Arkitema og Arkitema Landskab i kampen om den samlende bymidte, mens Tegnestuen Vandkunsten er den anden finalist i kampen om en ny bydel.