Tømrer droppede håndværket for at bygge robotter
Erhverv | Af Emil Filtenborg |
At fræse fuger og male facader kan være fortid for håndværkerne. Dansk firma er klar med deres første prototype af en robot til den slags arbejde.
Arbejde på store facader kan være et slidsomt og til tider farligt arbejde, men det skal være slut nu. I hvert fald hvis man spørger Finn Christensen, der er direktør i det tre år gamle selskab Robot At Work. Efter Finanskrisen skiftede han sin tømrervirksomhed ud med robotterne.
I samarbejde med sin partner har han udviklet den første prototype på en robot, der kan løse forskellige facadeopgaver.
- Jeg tror på, at alle i byggeriet vil komme til at bruge vores løsning eller en løsning, der ligner. Det er skalerbart, og jeg tror, at især de store selskaber vil kunne se, at de vil kunne opnå profit på denne slags løsninger, så i fremtiden vil alle bruge det og skalere det til deres virksomhed,
Finn Christensen, CEO hos Robot At Work
- Det smarte ved vores robot er, at den er skalerbar. Den kører på en meter skinner, der kan kobles sammen, så den kan dække både små og store overflader. Det hele kører fra vores styreplatform, der virker fra en smartphone. Opgaverne defineres i 3D-tegneprogrammet Fusion360, og kan loades direkte ind i robotten, som så løser problemet, siger Finn Christensen.
De første tests af robottens software har allerede vist, at den kan bruges til at fræse og male facader, hvilket skaber mulighed for, at man kan lave kreative facadeløsninger on site uden at skulle præfabrikere elementerne.
Det kører på skinner
Robotten sidder konkret på en firkantet ramme. Med en motor kan den køre indenfor de to akser, og med en robotarm vil den kunne arbejde i dybden ad flere forskellige akser.
Udover at kunne arbejde vertikalt, kan rammen også lægges ned, og derved kan robotten arbejde horisontalt. De foreløbige tests af robotten har vist, at den kan 3D-printe i beton, fræse, male og skære, men den kan finde anvendelse flere steder og med andre værktøjer - det kræver bare, at den bliver programmeret rigtigt.
- Det er vores tanke, at robotten skal være så let tilgængelig og billig som muligt. Vi sigter efter en pris på omkring 250.000 kroner, og så er den software, som definerer robottens opgaver, open source. Når man har robotten, kan vi hjælpe med nye tegninger på konsulentbasis, siger Finn Christensen.
På samme måde vil det være muligt at sælge de programmeringer af robotten, som man laver, videre til andre interessenter. Målgruppen for robotten er ifølge Finn Christensen alle, der skal bearbejde store facader. Robotten udmærker sig til monotomt og slidsomt arbejde, som det for eksempel er at male en facade eller siden på et stort tankskib.
En programmering til mange opgaver
De fleste, der har prøvet at arbejde med facader, vil sige, at facader sjældent er de samme. Nogle er pudsede, nogle er i stål, og andre er i mursten. Det skaber selvfølgelig forskellige krav til bearbejdningen, men Finn Christensen fremhæver, at robottens software kun skal "lære" at arbejde på en bestemt type facade en gang, før den kan gøre det igen og igen.
Det eneste, man skal ændre, er, at man skal definere et nyt projekt for den fra gang til gang. Netop fleksibiliteten får Finn Christensen til at tro på, at robotten har en stor fremtid i byggebranchen.
- Jeg tror på, at alle i byggeriet vil komme til at bruge vores løsning eller en løsning, der ligner. Det er skalerbart, og jeg tror, at især de store selskaber vil kunne se, at de vil kunne opnå profit på denne slags løsninger, så i fremtiden vil alle bruge det og skalere det til deres virksomhed, siger Finn Christensen.
I dag ligger virksomheden, Robot At Work, i forhandlinger om finansiering. Hvis alt går efter planen investerer de i fire nye medarbejdere, så de går fra de to nuværende til seks i alt.