Coor vinder ejendomsservice for Københavns Kommune
Erhverv | Af Emil Filtenborg |
Coor vinder ejendomsservice for Københavns Kommune til en estimeret værdi på tæt ved en kvart milliard i kontraktperioden.
De næste fire år skal Coor stå for ejendomsservice for Københavnskommune. Kontraktsummen er 60 millioner kroner årligt og kommer altså op i nærheden af en kvart milliard for perioden.
Coor er udvalgt til en nøglerolle i opgaven med at reducere energiforbruget i Københavns Kommunes ejendomme. Coor arbejder allerede med drift og vedligehold af flere end 10 millioner kvadratmeter for offentlige og private kunder i Norden. Nu skal Coor efter et nyligt vundet udbud også stå for ejendomsdriften af over en million kvadratmeter i Danmarks hovedstad.
- Vi er både glade og stolte over at vinde opgaven med at kunne varetage ejendomsdriften for Københavns Kommune. Ikke alene er der en klar økonomisk gevinst for kommunen, vi medvirker til at reducere udledningen af CO2 fra de københavnske bygninger, siger administrerende direktør Jørgen Utzon fra Coor Service Management A/S.
Intelligente løsninger skal energioptimere bygninger
Med 295 bygninger kan energiforbruget hurtigt løbe op i en høj elregning. Ved at udnytte de digitale muligheder er det muligt at styre og optimere ejendomsdrift på en helt ny og intelligent måde, som samtidig kan formindske den energi, som KEID, Københavns Ejendomme & Indkøb, kan udnytte til at nå målet for 2025.
- De registrerede data analyseres ved hjælp af Business Intelligence-programmer, som er med til at vise forbrugsmønstre og forbedringspotentialer for ejendommene. Det gør det muligt for os at udarbejde analyser, drifts- og investeringsplaner, samt planer for mulige ændringer i brugeradfærd, fortæller Thomas Fog, der er divisionschef for Coor Property, der er den enhed, der har ansvaret for opgaven.
Den måde, som Coor bruger data i opgaveløsningen, har været en af årsagerne til, at virksomheden vandt udbuddet. Ved hjælp af QR-koder og sensorer registrerer og kortlægger Coors medarbejdere bygninger, anlæg og installationer.