Studerende kigger på byudvikling
Arkitektur | Af Kim Krasuld |
Talentfulde unge giver bud på udvikling af Brøndby, Kolding og Faaborg-Midtfyn.
For tredje år i træk holdes der i denne uge Sprout Talent Week, hvor 45 studerende inden for arkitektur, byplanlægning og samfundsvidenskab deltager.
Arrangementet er udviklet og drevet af Dansk Arkitektur Center i samarbejde med Bloxhub og støttet af Realdania. De studerende er blevet opdelt i grupper, der skal arbejde med, hvordan man kan udvikle byområder i Brøndby, Kolding og Faaborg-Midtfyn, og deres forslag overleveres efterfølgende til lokale case-ejere, der kan arbejde videre med dem.
- I samarbejde med Bloxhub og Realdania giver vi studerende inden for arkitektur, byplanlægning og samfundsfag en mulighed for at prøve deres teori af i praksis. Vi tager vækstlaget væk fra undervisningen i én intensiv uge for at arbejde tværdisciplinært med forslag til udvikling af byer og områder. I projektet samarbejder vi med kommuner og virksomheder i håb om, at de studerendes løsninger kan inspirere lokalt og måske endda blive integreret på sigt, siger Anne Grave, senior projektleder fra Dansk Arkitektur Center.
Digitale fremtid
MT Højgaard er med som innovationspartner på projektet som en investering i at klæde de unge i bygge- og arkitektbranchen på til den digitale fremtid.
- Vi oplever ofte, at studerende der kommer ud hos os ikke kender til de digitale redskaber, som kan gavne samarbejdet og hjælpe i et byggeprojekt. I Sprout Talent Week har vi stillet vi vores teknologi til rådighed, og vi lærer meget af, hvordan personer fra andre fag bruger vores værktøjer. Vi møder også flere talenter, der måske en dag kan blive praktikanter eller medarbejdere hos os, forklarer Andreas Kragh, der er afdelingschef i VDC.
I dag, fredag 3. november, afsluttes ugen, når de studerende præsenterer deres cases og løsningsforslag hos Dansk Arkitektur Center i København.
En jury bestående af Mette Kynne Frandsen, CEO Henning Larsen, Carla Camilla Hjort, CEO Space10 og Kent Martinussen, CEO Dansk Arkitektur Center, giver feedback på gruppernes arbejde.