Forventet underskud hos teknikentreprenør
Erhverv | Af Torben Jastram |
Hos Brøndum er der skuffelse over minus på knap 10 millioner kroner - men forventning om sorte tal i indeværende regnskabsår.
- Resultatet for regnskabsåret 2016/2017 er naturligvis ikke tilfredsstillende, men resultatet er på det niveau, koncernledelsen forventede. Graver man dybere i tallene, står det imidlertid klart, at vi efter flere års udfordringer er på ret kurs, siger adm. direktør Jes Jensen, Brøndum koncernen, i en pressemeddelelse.
Jes Jensen indtog posten som adm. direktør i 2016, og i september 2016 indtrådte Torben Bjerre-Madsen som bestyrelsesformand ? begge med maksimal fokus på den turn around, som nu begynder at sætte konkrete spor.
Den udvikling i Brøndum underbygges af, at regnskabsårets fjerde kvartal endte i et nul, og at første kvartal i indeværende regnskabsår har givet overskud.
- Set i det store perspektiv er vi på vej fremad. Vi har en tilfredsstillende ordrebeholdning, der er både solid og sund. For indeværende regnskabsår forventer vi som minimum et uændret aktivitetsniveau og sorte tal på bundlinjen, tilføjer Jes Jensen.
Styr på problematiske projekter
Brøndum koncernens udfordringer kan især henføres til enkelte problematiske og tabsgivende projekter.
- Disse projekter daterer sig flere år tilbage i tiden. Men vi har nu fået styr på disse projekter og hegnet dem ind. Samtidig har koncernen i det seneste år været gennem en omfattende proces, hvor vi har endevendt politikker, procedurer og handlinger for at identificere årsagerne til, at tingene nogle gange er gået skævt. Dette har resulteret i mange forandringer og ændrede procedurer, oplyser Jes Jensen.
Som led i den igangværende turn around vil teknikentreprenørens ordrebog fremover komme til at afspejle bevidst fokus på at vælge de rigtige opgaver.
- Fremadrettet vil Brøndums førsteprioritet være at sikre en moderat, organisk vækst i hele organisationen. Der er masser af opgaver at tage fat på ude i markedet, så vi skal kunne navigere os frem til de job, der kan underbygge vores målsætning om en solid bundlinje fremfor at gå ensidigt efter vækst på toplinjen, siger bestyrelsesformand Torben Bjerre-Madsen.