Dansk leverandør af byggesoftware forventer vækst
Byggeri | Af Thomas Bech Hansen |
Sigma Estimates forventer vækst på 20 procent på baggrund af voksende digitalisering i byggebranchen og internationale kontrakter.
En række globale aftaler, med blandt andet Rambøll og det svenske boligudviklingsselskab Bonava, booster væksten Sigma Estimates, der leverer software til kalkulationsopgaver i byggebranchen. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
20 procents vækst i 2017 er i kikkerten. Og brugerantallet skal stige fra cirka 4500 i dag til 100.000 i 2021.
Fuld damp på digitalisering
- Der er fuld damp på digitaliseringen hele vejen rundt i byggebranchen, og Sigma er blevet en stor del af den digitalisering, fordi Sigma understøtter en sund økonomi i projekterne og binder det hele sammen. Vi har netop indgået globale aftaler med de internationale koncerner Rambøll og Bonava, og der er flere lignende på vej. Vi kommer derfor til at vækste med cirka 20 procent både på antallet af brugere og omsætning i 2017, forklarer CO-Founder og CEO hos Sigma Estimates Magnus Therkildsen.
Øget omsætning
I 2016 omsatte Sigma Estimates for lidt over 16 millioner kroner men det tal forventer Magnus Therkildsen stiger til cirka 19,5 millioner kroner i 2017.
- Ud over nye globale aftaler, så er vi også i gang med at tilpasse online forretningsmodellen og blandt andet derved gøre det nemmere for mindre virksomheder at koble sig på Sigma programmet. Derfor forventer vi, at omsætningen stiger i 2017, forklarer Magnus Therkildsen.
Med de nye online muligheder i Sigma programmet forventer Magnus Therkildsen en eksplosiv vækst de kommende år. Ambitionen er, at der i 2021 er op mod 100.000 brugere på løsningen. Sigma Estimates har for nylig også åbnet kontor i USA.
Væksten hos Sigma Estimates har indtil for få år siden været trukket af håndværkere og entreprenører. Men inden for de sidste par år har VDC og 5D BIM ifølge Sigma vundet mere indpas hos arkitekter og rådgivere, blandt andet i forbindelse med de nye supersygehuse, og det har sat yderligere skub i væksten.