Legende ny boligbebyggelse bryder med den store skala
Arkitektur | Af Kim Krasuld |
Helt nye billeder af Adepts netop færdiggjorte Kubehusene i Ørestadens Kanalkvarter viser et legende boligprojekt.
Kubehusene er designet med målet om at skabe balance mellem visionen for byliv og identitet i Kanalkvarteret og bygherrens ønske om, at optimere forholdet mellem byggegrund og kvadratmeter.
Resultatet er en levende boligbebyggelse, som bryder byggevolumenet op i en række individuelle 'kuber' - stablet og forskudt oven på hinanden.
- Kubehusene er egentlig opført som en relativt regulær bygningskrop med rummelige lejlighedstyper og ukomplicerede lodrette forbindelser. Men fordi de otte teglstensbeklædte kuber forskyder sig i forhold til hinanden, både lodret og vandret, opnår vi en meget varieret og legende arkitektur i bebyggelsen, siger ansvarlig partner Martin Laursen fra Adept.
Varieret og levende atmosfære
Konfigurationen af kuber reflekterer rytmen i en menneskelig skala og bryder med oplevelsen af lange lige gadestrækninger uden variation og offentligt liv.
Designet tilpasser sig den overordnede urbane skala i området, men bidrager til en varieret og levende atmosfære langs den centrale kanal.
Forskydningerne i facaden er desuden med til at bryde vindpåvirkningen omkring bygningen.
Kubehusene består af 86 lejligheder med et samlet areal på cirka 8800 kvadratmeter.