Seks skal konkurrere om fremtidens Kulkranspor
Arkitektur | Af Torben Jastram |
Seks teams er udvalgt til at komme med bud på, hvordan Kulkransporet i Sydhavnskvarteret i Aarhus skal blive til en ny oplevelsesforbindelse mellem midtbyen og Sydhavnskvarteret.
Som Dagens Byggeri tidligere har omtalt bød hele 26 forskellige teams ind på deltagelse i Aarhus Kommunes projektkonkurrence om udviklingen af det gamle Kulkranspor til en ny oplevelsesforbindelse. Ud af disse er seks teams inviteret til at udarbejde hver deres forslag til, hvordan fremtidens Kulkranspor skal se ud.
Blandt de udvalgte teams optræder flere forskellige virksomhedsprofiler og internationale deltagere, der kan være med til at sikre nuancerede bud på den nye oplevelsesforbindelse.
- Det er seks skarpe teams, der er udvalgt til at komme med deres bud på fremtidens Kulkranspor, og de repræsenterer flere forskellige kompetencer, baggrunde og nationaliteter. Det giver os et spændende konkurrencefelt, som kommer til at belyse udviklingsmulighederne fra flere forskellige vinkler, og det bliver enormt spændende at se, hvad de finder på, og i hvilken retning de går, siger Bente Lykke Sørensen, chef for Bolig og Projektudvikling, Aarhus Kommune.
Del af byens kulturarv
Sydhavnens gamle Kulkransspor, der tidligere har været brugt til at flytte kul til gasværket, udgør i dag en vigtig del af byens kulturarv. Det vil det fortsat gøre, når det igen skal i funktion som åbningstrækket i udviklingen af Sydhavnskvarteret til en ny bydel kendetegnet ved erhverv, byliv og mangfoldighed.
Konkurrenceforslagene skal derfor vise, hvordan Kulkransporet kan styrke sammenhængen i hjertet af Aarhus, og hvordan erhverv, byliv og social mangfoldighed kan berige hinanden omkring denne nye stærke forbindelse. Kulkransporet har stort potentiale og åbner op for masser af muligheder. Ud over at være forbindelsesled mellem midtbyen og Syd-havnskvarteret, kan omdannelsen af Kulkransporet være med til at skabe et nyt rekreativt byrum i sig selv, hvor tankerne ledes mod New Yorks populære High Line.
Vinder udpeges til februar
De udvalgte teams går nu i gang med at udvikle deres projektforslag, som afleveres til september. Til oktober udpeger bedømmelseskomitéen det eller de teams, der skal gå videre i konkurrencen om at levere det endelige vinderforslag.
Det vindende forslag forventes udpeget i februar 2018.