Skandinavien kan sætte sig på bæredygtige løsninger
Erhverv | Af Kristian Troelsen |
?Hvis de skandinaviske rådgivningsvirksomheder samarbejder om at udnytte et stærkt brand inden for bæredygtighed, vil det ifølge Cowi resultere i muligheder på det globale marked. Det mener Cowi, der lige nu deltager i erhvervsfremstødet 'Liveable Scandinavia' i Stockholm.
Sverige er Danmarks næststørste eksportland. Cowi har været til stede på det svenske marked siden 2008 og har i dag over 1000 medarbejdere i landet, hvoraf størstedelen er placeret i de geografisk og økonomisk centrale knudepunkter Stockholm, Gøteborg og Malmø. Den fysiske tilstedeværelse er helt afgørende for virksomhedens succes. Det skriver Cowi på sin hjemmeside.
- Sverige er en central del af Cowis skandinaviske hjemmemarked, og derfor har vi en målsætning om at være massivt tilstede i landet og placere os i toppen af rådgivningsbranchen inden for alle vores kernediscipliner. Derfor investerer vi også i Sverige. Senest har vi opkøbt den stockholmsbaserede virksomhed Projektbyrån, der har specialiseret sig inden for projektledelse. Med opkøbet har vi styrket vores position i den svenske hovedstad, som driver 60 procent af det samlede svenske rådgivningsmarked, siger COO i Cowi, Rasmus Ødum.
Global frontløber
Rådgivningsvirksomheden deltager ?sammen med flere end 60 danske virksomheder og kronprinseparret aktuelt i erhvervsfremstødet Liveable Scandinavia, der dels har til formål at fremme yderligere dansk eksport til Sverige, men også at understøtte en fælles skandinavisk position som global frontløber inden for bæredygtige urbane løsninger.
Med erhvervsfremstødet ser Cowi gode muligheder for at synliggøre virksomhedens samlede kompetencer, som på de konkrete projekter ofte bringes i spil på tværs af landegrænserne.
- Isoleret set har vi i dag ikke helt den samme position på det svenske marked som i Danmark. Men vi vinder flere og flere af de store urbaniserings- og infrastrukturprojekter i Sverige, fordi vi formår at sætte de rette teams på tværs af sektorer og geografier. Senest har vi vundet det store byudviklingsprojekt Östlig Förbindelse, som fuldender Ringvejen rundt om Stockholm. Et andet eksempel er infrastrukturprojektet Västlänken i Gøteborg, hvor der skal bygges en underjordisk station og jernbanetunnel, siger Rasmus Ødum og fortsætter:
- Urbaniseringen er en massiv vækstmotor. I 2016 voksede Cowis omsætning i Sverige med 10 procent, og den vækstrate forventer vi også i den resterede del af vores nuværende strategiperiode, der løber frem til 2020. Væksten skal ske både organisk og via nye opkøb.
Stort potentiale
Ikke alene i Sverige er potentialet stort inden for bæredygtige urbane løsninger. Den globale urbanisering og klimaforandringerne sætter byerne under pres og skaber en international efterspørgsel efter kompetencer, som Skandinavien samlet set har opbygget et stærkt brand inden for.
- Der er ingen tvivl om, at vi både hver for sig og sammen står stærkere på det globale marked, hvis vi formår at koble vores fælles viden og ideer endnu bedre sammen. Derfor ser jeg også meget frem til to dages erfaringsudveksling med de øvrige deltagere fra både Danmark og Sverige, siger Rasmus Ødum.