V: Behov for nye motorveje
Politik | Af Dan Bjerring |
Der skal gang i de projekter, der ligger grydeklare, og hvor der for nogles vedkommende er vedtaget en anlægslov, mener Kristian Pihl Lorentzen.
Transportminister Ole Birk Olesen (LA) kunne i sidste uge meddele, at Vejdirektoratet er færdig med kommissorierne for undersøgelserne til en ny midtjysk motorvej og Hillerødmotorvejens forlængelse
De to forundersøgelser koster henholdsvis 65 millioner kroner og 12 millioner kroner, og Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen er godt tilfreds med, at der nu sker noget på vejområdet:
- Store trafikprojekter tager man i bidder, og nu får vi et beslutningsgrundlag på bordet. Der er behov for at opgradere Hillerødmotorvejen, og i Jylland har vi en flaskehals omkring Vejlefjordbroen, hvor der i løbet af få år vil være et alvorligt trafikalt kaos. Vi er allerede oppe på en hverdagsdøgntrafik på 90.000 biler. Derfor er der behov for en parallel motorvej gennem Midtjylland, der blandt andet kan aflaste E45 med Vejlefjordbroen, siger Kristian Pihl Lorentzen til Dagens Byggeri.
Tålmodighed er en dyd
Han slår dog samtidig fast, at som transportordfører må man have både udholdenhed og tålmodighed, fordi der kan være langt fra beslutning til udførelse:
- Det er ikke inden for de nærmeste år, at Hillerødmotorvejen og den midtjyske motorvej bliver realiseret. Blandt andet mangler vi finansieringen af sidste etape af Frederikssundsmotorvejen. Derfor er det ærgerligt, at et flertal af Folketingets partier har valgt at bruge så mange penge på togskinner. Lige nu har vi brug for mere asfalt. Vi skal have gang i de projekter, der ligger grydeklare, og hvor der for nogles vedkommende er vedtaget en anlægslov. Derfor er vi nødt til at finde penge til asfalt, siger Venstres transportordfører.
Anlægsloft
Kristian Pihl Lorentzen indrømmer, at han gerne så, at Danmark i den nuværende situation med meget lave renter satte gang i flere vejbyggerier, men han peger samtidig på, at vi er begrænset af EU's regler på området med et investerings/anlægsloft:
- Stopklodsen er, at vi har ramt loftet for, hvor meget Danmark kan investere på én gang. Det lysner dog, når vi kommer på den anden side af 2020. Så skal der turbo på vejprojekterne. Men Folketingets partier skal byde ind med finansiering af vejprojekterne. Foreløbig har de røde partier kun budt ind med et stort sort hul på 15 milliarder kroner i Togfonden, og skal det hul først fyldes op, går der lang tid, inden vi kan få penge fri til asfalt. Jeg håber dog, at vi kan blive enige om, at det nu er vejenes tur, slutter Kristian Pihl Lorentzen.
Undersøgelserne af en ny midtjysk motorvej forventes færdige medio 2019, mens VVM-undersøgelsen af Hillerødmotorvejens forlængelse forventes færdig ultimo 2018.