Pensionsselskaber gør klar til at investere i boliger i Holstebro
Erhverv | Af Kristian Troelsen |
Ny milliardfond har udpeget vækstbyer uden for København og Aarhus, hvor den vil sætte penge i ejendomme. Holstebro, Herning, Roskilde og Køge er blandt de interessante byer.
Holstebro kan være en vækstby fremover. Det mener Industriens Pension og pensionsselskabet PFA. De undersøger derfor nu mulighederne for at investere i boliger i Holstebro.
Det sker gennem en ny fond, der kaldes Danske Boligejendomme. Den har fra starten en formue på en milliard kroner. PFA og Industriens Pension har dannet fonden sammen med ejendomsinvesteringsselskabet Thylander Gruppen i København. Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.
Danske Boligejendomme vil sætte penge i boliger uden for København og Aarhus. Pensionsselskaberne mener, at der findes flere danske byer, som har pæn vækst, og hvor det derfor er interessant at investere.
Flere singler
Den nye fond regner med, at der vil komme flere singler og ældre i fremtiden. Derfor bliver der behov for flere boliger i de byer, der har befolkningstilvækst.
- Vi har fokus på en lang række byer fordelt over hele landet, herunder byer som Holstebro, Herning, Roskilde og Køge. Der er mange gode muligheder for investeringer i danske byer i forskellige dele af landet, der har behov for flere boliger af forskellig art, siger ejendomsinvesteringschef Peter Frische fra Industriens Pension.
Danske Boligejendomme har haft Institut for Fremtidsforskning til at hjælpe sig. De har peget på, hvilke byer der er vækstbyer.
PFA er Danmarks største kommercielle pensionsselskab med over 500 milliarder kr. under forvaltning og mere end cirka 1,2 millioner pensionskunder. Industriens Pension er blandt Danmarks største arbejdsmarkedspensionsselskaber med 400.000 medlemmer og investeringer på samlet 150 milliarder kroner.