KPC skal opføre og drive sygehuskøkken til 70 mio.
Byggeri | Af Kristian Troelsen |
KPC skal bygge det nye centralkøkken til Skejby Sygehus.
Der er tale om opførelse af et byggeri til 70 millioner kroner til anlægsdelen, og køkkenet bliver en del af Det Nye Universitetshospital i Aarhus. Det nye centralkøkken bygges som et OPS-projekt, hvilket vil sige, at aftalen inkluderer en 15-årig driftsaftale, som KPC ligeledes står for. Det oplyser udviklings- og entreprenørkoncernen i en pressemeddelelse.
Sygehusets nye centralkøkken omfatter flere forskellige funktionsområder, herunder grønt- og kødproduktion, varm- og koldproduktion, bageri, opvask med videre. I alt bliver centralkøkkenet på omkring 4.700 kvadratmeter.
Følger strategien
KPC har inden for det seneste år vundet fem OPP/OPS-projekter for både stat, region og kommune, hvilket er i tråd med den lagte strategi.
- Dermed cementerer vi vores strategi om, at KPC skal være en af Danmarks væsentligste aktører på OPP/OPS-markedet. Vi er stolte af, at samarbejdet med regionen forløber så godt, at vi er valgt til endnu en byggesag på Det Nye Universitetshospital. OPS-processen med regionen har været yderst konstruktiv, og samarbejdet med vores rådgivere, Arkitema og Sweco, har været både kreativt og målrettet, siger direktør i KPC, Peter Christophersen.
Det første spadestik til det nye centralkøkken ventes taget i sommeren 2017, og køkkenet tages i brug i efteråret 2018.
KPC bygger i forvejen Skejby Psykiatrisk Center, der er et af Danmarks største OPP-projekter, og dertil kommer udviklingen af en ny bydel med 1.200 boliger omkring det hidtidige psykiatriske hospital i Risskov.