Lufthavn ombygges for kvart milliard
Erhverv | Af Torben Jastram |
Mere plads og bedre forhold i Terminal 3. Derfor planlægges Københavns Lufthavn en markant udbygning samt en genvej fra metroen.
Københavns Lufthavn planlægger en markant ombygning og udbygning den travle Terminal 3, hvor flere end 20 millioner mennesker kommer igennem den travle Terminal 3 hvert år - og tallet vokser. Projektet forventes at koste 250 millioner kroner.
- I de senere år er lufthavnen vokset med en million passagerer om året, så nu er der brug for mere plads. Derfor sætter vi nu gang i to af fire store byggeprojekter, fortæller teknisk direktør i Københavns Lufthavn, Christian Poulsen.
I de senere år er lufthavnen vokset med en million passagerer om året, så nu er der brug for mere plads.
Teknisk direktør Christian Poulsen
Københavns Lufthavn
De to mest markante byggeprojekter i Terminal 3 er planen om tilbygning på 1.500 kvadratmeter samt og genvejen fra metroen til sikkerhedskontrollen. Desuden handler det om udskiftning af det slidte granit gulv samt en ny udgang fra bagage-udleveringen.
To millioner metro-rejsende
I dag tager knap hver fjerde rejsende metroen til lufthavnen og mange af dem skal til Terminal 2 eller direkte til sikkerhedskontrollen.
- Stadigt flere tjekker ind hjemmefra og rejser blot med håndbagage. De skal kunne gå direkte fra metroen til sikkerhedskontrollen uden at skulle ned på det travle gulv i Terminal 3. Det samme gælder dem, der skal i Terminal 2. Derfor planlægger vi en genvej i form af en gangbro i første sals højde fra metroen og hele vejen gennem Terminal 3. Vores beregninger viser, at flere end to millioner rejsende vil bruge den genvej, fortæller Christian Poulsen
Den kommende bro vil frigive en masse gulvplads i den travle Terminal. Genvejen fra metroen skal efter planen dog først bygges i efteråret 2018, da den er afhængig af de tre andre byggeprojekter, ikke mindst den kommende tilbygning.
- Det skal også være nemmere at komme frem og tilbage mellem terminalerne, når man ankommer til lufthavnen. Derfor er planen at udvide området mellem Terminal 3 og Terminal 2 med i alt 1.500 kvadratmeter fordelt på tre etager. Med den tilbygning vil der blive langt mere plads. Og så er det via den bygning, at man i fremtiden skal kunne komme fra metro-genvejen direkte ned til Terminal 2, fortæller Christian Poulsen.
Lufthavnen vokser
Tilbygningen mellem terminalerne er planlagt til at skulle opføres fra efteråret 2017 og skal være klar i sommeren 2018. Frem til da skal der først gennemføres to byggeprojekter på gulvet. Og de sættes i gang nu.
- For at skabe mere plads til alle flytter vi udgangen fra bagage-udleveringen, så de ankommende passagerer kommer tættere på taxaer og busser. Det vil også give bedre plads til at tage imod venner og familie, der kommer hjem fra rejse. Samtidig giver det en mere klar opdeling mellem de, der ankommer, og de der skal rejse, fortæller Christian Poulsen.
Det projekt sættes i gang efter efterårsferien. Det samme gør udskiftningen af de slidte og revnede gulve i terminalen.
Udbygningen af Terminal 3 er en del af den samlede udbygningsplan 'Expanding CPH' for, hvordan lufthavnen kan vokse til 40 millioner passagerer.