Håndværksrådet: Åbningstale med rigtigt fokus
Politik | Af Niels Johan Juel Jensen |
Håndværksrådet glæder sig over, at statsminister Lars Løkke Rasmussen lagde tyngden på de væsentligste udfordringer i dansk økonomi i sin åbningstale.
Administrerende direktør i Håndværksrådet, Ane Buch, siger i en kommentar til åbningstalen, at statsministeren formåede at fremhæve udfordringer som øget vækst og mangel på kvalificeret arbejdskraft. Talen bød desuden på et nyt moderne boligskattestop, der skal sikre ro om boligejernes skatteforhold.
- Vi ved, at virksomhederne kommer til at mangle omkring 70-80.000 faglærte frem mod 2025. Derfor skal arbejdsudbuddet styrkes. De unge skal animeres til at tage en erhvervsuddannelse, og de langtidsledige skal have øgede incitamenter til at komme i sving på arbejdsmarkedet. Det bidrager reformen af erhvervsuddannelserne, kontanthjælpsloftet, den planlagte forhøjelse af pensionsalderen og udspillet til en skattereform til, siger Ane Buch.
Også kritisk
Håndværksrådet er imidlertid også kritisk overfor flere af elementerne i regeringens helhedsplan, hvoraf statsministeren berørte nogle af dem i sin åbningstale.
- Det er positivt og ambitiøst, at regeringen ønsker at fremme iværksætterlysten og investeringsaktiviteten i forhold til de små og mellemstore virksomheder. Men det er altså yderst kritisabelt, at den vil skabe flere iværksættere ved at give dem en klar konkurrencefordel i forhold til mange eksisterende virksomheder, siger Ane Buch.
- Hvis man bare åbner en ny virksomhed på bekostning af en eksisterende virksomhed, er man jo reelt ikke kommet nogen steder. Konkurrence skal foregå på lige og fair vilkår, og skal der indføres en skatterabat, bør den gælde alle små virksomheder under 10 ansatte, siger Ane Buch.
Blandt de andre kritiske punkter i helhedsplanen peger Håndværksrådets administrerende direktør desuden på forslaget om at indføre tvungen pensionsopsparing for selvstændige, ændre på tilbudsloven og et utilstrækkeligt forslag om at løse barselsudfordringerne for de selvstændige.