Cebra nyfortolker saddeltaget
Arkitektur | Af Kristian Troelsen |
Aabybro skole er det største anlægsprojekt i Jammerbugt Kommunes historie. De 12.000 kvm er opført med udgangspunkt i lokalområdets brug af saddeltag.
Cebra Architecture har tegnet Aabybro Skole, der er Jammerbugt Kommunes største anlægsprojekt til dato. Og der er i tegnearbejdet blevet inddraget et af de mest gennemgående træk ved lokalområdet.
- Aabybro er karakteriseret ved sin kirke, sit rådhus, sportsanlægget og sine villa- og parcelhuskvarterer - bygninger, der primært er udført med saddeltage. Dette saddeltagsmotiv ligger til grund for skolens arkitektoniske udtryk, hvor taget er i fokus med markante snit og karakteristiske udhæng. En moderne nyfortolkning af saddeltaget, hvor udhængene sikrer attraktive uderum til undervisning. Med Aabybro Skole får byen en ny skole, der i sine to bygninger er direkte inspireret af de nære omgivelser og hvor dele af undervisningen kan foregå udendørs, siger partner i Cebra Architecture, Mikkel Frost, om arbejdet med at tegne de 12.000 kvm.
Det er en moderne nyfortolkning af saddeltaget, hvor udhængene sikrer attraktive uderum til undervisning.
Mikkel Frost
Partner, Cebra Architecture
Samlende udtryk
I Jammerbugt Kommune havde man to separate grunde til rådighed til opførelsen af den nye skole, og opgaven var således at designe to bygninger, der både kunne fungere som selvstændige dele, og som samtidig havde et genkendeligt og samlende arkitektonisk udtryk. Derfor går det karakteristiske tag igen i begge bygninger, ligesom facadeudtrykket med en robust base og en lettere overetage med grønne facadeplader også gør sig gældende. De to bygninger rummer henholdsvis indskoling i den ene bygning og mellem- og udskoling i den anden. Saddeltaget vækker genkendelighed og skal på samme tid udstråle dynamik gennem de markerede snit i tagfladerne og markante udhæng. Placeringen af vinduerne har forskellige størrelser og placering, hvilket skal understøtte opfattelsen af skolen som imødekommende.
- Lige nu høster vi masser af glæde over den nye skole. Skolen er godt tænkt, og det er en fantastisk bygning med masser af lys og god akustik. Vi er især begejstrede over den åbenhed som karakteriserer skolen. Fra klasserummene er der udsyn til fællesarealer, og der er god visuel kontakt på tværs af de store atrier, siger skoleleder Kristine Fooken Jensen.
Skolen er nomineret til Jammerbugt Kommunes Arkitektturpris 2016, der uddeles i slutningen af september.