LM Byg får ny administrerende direktør
Erhverv | Af Torben Jastram |
Ingeniør Hans Anker Nielsen er tiltrådt som ny administrerende direktør i LM Byg A/S.
- Det handler om kvalitet, tillid og ordholdenhed. Tingene skal være i orden, og vi skal holde, hvad vi lover.
Det er Hans Anker Nielsen, nystartet administrerende direktør i LM Byg A/S, der sætter ord på de værdier, han fra sin opvækst på Møn havde med i rygsækken, da han som nyuddannet ingeniør med speciale i beton, statik og geoteknik fra Haslev Teknikum i 1987 startede karrieren i entreprenørbranchen som byggeleder i A. Jespersen & Søn A/S.
... der er ikke tvivl om, at LM Byg A/S, der aldrig har haft et negativt regnskab, rummer et vækstpotentiale ...
Adm. direktør Hans Anker Nielsen
LM Byg A/S
- Det var et lærerigt job, hvor jeg lærte betydningen af grundighed og god planlægning gennem tilbudsarbejde og produktionsplanlægning, ligesom jeg fik opbygget et godt kendskab til byggeriets forskellige funktioner gennem samarbejdet med virksomhedens rutinerede jord- og betonarbejdere.
- Det var super spændende at få tingene til at spille sammen, husker Hans Anker Nielsen og karakteriserer jobbet hos A. Jespersen & Søn A/S som meget lærerigt og udviklende.
Siden er der blevet til en række spændende jobs - blandt andet hos E. Pihl & Søn A/S som produktionschef og senere projektchef, hvor i årene frem til 2007 stod i spidsen for Pihl's renovering af Københavns Hovedbanegård samt byggeriet af nyt kontroltårn i Kastrup Lufthavn, Tietgenkollegiet, Copenhagen Business School, Københavns Universitet Amager og et nyt center til televirksomheden Orange.
Som 42-årig indtrådte Hans Anker Nielsen i virksomhedens danske ledelse. Først som projektdirektør og i 2010 som underdirektør med 70 - 80 medarbejdere.
Nyt forretningsområde i Per Aarsleff A/S
Imidlertid blev der med Pihl-koncernens ulykkelige konkurs i august 2013 sat et brat punktum for Hans Anker Nielsens fortsatte karriere i landets ældste og største internationale entreprenørkoncern.
Nogen pause i karriereforløbet blev der imidlertid ikke tale om: Allerede i september 2013 startede Hans Anker Nielsen således i Per Aarsleff A/S som projektdirektør med ansvar for at opbygge et nyt forretningsområde med fokus på råhus og byggeri.
Det blev hurtigt en overskudsgivende succes, og i februar 2015 blev Hans Anker Nielsen udnævnt til afdelingsdirektør og fik blandt andet ansvar for byggeriet af Niels Bohr Bygningen, Copenhagen Tower, CIS Internationale Skole, Uptown Nørrebro, AP Huset og udvidelsen af Rødovre Centrum.
Nyt Kapitel hos LM Byg A/S
I LM Byg A/S havde Carsten Mindegaard som ejer fulgt Hans Anker Nielsens imponerende karriere, og han var ikke i tvivl om, at Hans Anker Nielsen var den rette til at overtage jobbet som administrerende direktør, da Carsten Mindegaard efter otte år i spidsen for LM Byg A/S ønskede at trække sig tilbage til fordel for nye udviklingsopgaver og arbejdet i virksomhedens bestyrelse.
På den baggrund tilbød han Hans Anker Nielsen jobbet for bordenden i virksomheden, der under Carsten Mindegaards ledelse er forvandlet fra en mindre betonvirksomhed i Havdrup til en af markedet førende råhusspecialister, og Hans Anker Nielsen greb udfordringen.
- Jobbet hos LM Byg A/S giver mig enestående muligheder for at udfolde mine kompetencer på et overordnet niveau, konstaterer Hans Anker Nielsen og fortsætter:
- Virksomheden har på markant vis forstået at forene markedets krav om arbejdsmiljø, høj kvalitet og stor sikkerhed i gennemførelse af byggeprojekter, og der er ikke tvivl om, at LM Byg A/S, der aldrig har haft et negativt regnskab, rummer et vækstpotentiale, som jeg i et fortsat kontrolleret forløb glæder mig til fremover at realisere sammen med virksomhedens mange dygtige medarbejdere.