Nyt Odense-campus klar til studiestart
Byggeri | Af Torben Jastram |
Omkring 23.000 kvadratmeter nybyggeri på havnen i Odense tager 23. august mod 3.200 studerende, der har valgt Erhvervsakademiet Lillebælt som studiested.
Håndværkerne er i gang med den absolut sidste afpudsning i det 300 millioner kroner dyre byggeri af Erhvervsakademi (EA) Lillebælt, hvor også flyttemændene er ved at bære møbler ind. Om to uger er håndværkerne helt væk og erstattet af 3.200 elever samt 350 ansatte i det nye Campus på Wittenborg-grunden.
Erhvervsakademiet har gennem de senere år oplevet en massiv fremgang, og de mange uddannelser var tidligere spredt på adskellige adresser rundt i byen. Men med åbningen af det nye campus samles det hele i Odense på en adresse - dog har EA Lillebælt en afdeling i Vejle med 800 studerende som fortsætter.
På det nye campus bliver der etableret 100 undervisningslokaler samt adskellige rum til projektarbejde. Der opføres cykelkælder til 500 cykler samt store udendørs cykelanlæg, og der etableres ligeledes parkeringspladser til 450 biler.