Aarsleff-direktør til LM Byg
Erhverv | Af Niels Johan Juel Jensen |
Carsten Mindegaard giver stafetten videre til Hans Anker Nielsen, der til august starter som administrerende direktør for LM Byg A/S.
LM Byg A/S skal have ny mand i direktørstolen. Valget er faldet på Hans Anker Nielsen, som kommer fra Per Aarsleff A/S.
- Hans Anker Nielsen, der gennem de seneste år som afdelingsdirektør har opbygget byggeafdelingen hos Per Aarsleff A/S fra bunden, kommer med landets formentlig stærkeste kompetencer indenfor hovedentrepriser og råhusbyggeri og har de nødvendige ambitioner til at videreudvikle LM Byg A/S til en af branchens absolutte sværvægtere, siger den afgående administrerende direktør og ejer Carsten Mindegaard i en pressemeddelelse.
Han forlader stolen efter at have udviklet den næsten 30 år gamle virksomhed til at blive en succesrig, specialiseret betonvirksomhed. Nu har han valgt at træde et skridt tilbage for at overlade roret og posten til Hans Anker Nielsen.
- Hans Anker Nielsen er med hans erfaring, kompetencer og ambitioner ubetinget den mest kvalificerede til opgaverne i LM Byg A/S, og jeg er både på virksomhedens og egne vegne stolt over nu at kunne give stafetten videre til ham, fastslår Carsten Mindegaard, mens bestyrelsesformanden for LM Byg, Lars-Christian Brask, supplerer:
- Den løsning, vi nu realiserer, har været på tegnebrættet gennem længere tid, og der er tale om en vel gennemtænkt og nøje planlagt løsning, vi reelt kun har håbet på som en mulighed.
Fokus på udvikling
- Jeg har altid drømt om at sætte kurs som administrerende direktør i en højt specialiseret betonvirksomhed, og jeg ser jobbet hos LM Byg A/S som en enestående mulighed for at udfolde mine kompetencer på et overordnet niveau. Det er mit drømmejob, siger Hans Anker Nielsen.
- Virksomheden har på unik vis forstået at forene markedets krav om kvalitet og kompetencer, og der er ikke tvivl om, at LM Byg A/S besidder et betydeligt potentiale, som jeg glæder mig til at være med til at realisere, fortsætter han.
Hans Anker Nielsen er oprindeligt uddannet ingeniør og kom til Per Aarsleff A/S fra et job som en af tre underdirektører i Pihl & Søn A/S.
Carsten Mindegaard pointerer, at han også fremover vil have sin daglige gang i LM Byg og slår sluttelig fast, at ansættelsen af Hans Anker Nielsen ikke vil ændre dagligdagen i virksomheden.
- Medarbejderne og fællesskabet vil også fremover være et prioriteret omdrejningspunkt i hverdagen, og jeg vil fortsat være til stede som sparringpartner for alle medarbejdere. Men jeg flytter mit fokus fra drift til udvikling og vil i tæt samarbejde med bestyrelsen, Hans Anker Nielsen og virksomhedens øvrige ledelse koncentrere min indsats om at videreudvikle virksomheden og dens aktiviteter.