Tømrervirksomhed accepterer bøde i kartelsag
Erhverv | Af Kim Ebbesen |
Mogens V. Zeltner a/s har besluttet at betale bøde på 900.000 kr. "for at kunne fastholde den pæne økonomiske fremgang".
Der kan nu fjernes et navn på listen over anklagede virksomheder i kartelsagen i den danske byggebranche. Tømrervirksomheden Mogens V. Zeltner a/s har kæmpet mod bagmandspolitiet i fire år, og undervejs er tre af de oprindelige seks anklager frafaldet.
Men er kampen slut. Virksomhedens bestyrelsesformand, advokat Kim Jybæk, har netop på vegne af bestyrelsen udsendt en meddelelse, hvor han forklarer, hvorfor Mogens V. Zeltner a/s nu vælger at betale den aktuelle bøde på 900.000 kr. til virksomheden plus 25.000 kr. til direktøren.
Vedkender bødeforlæg
- Bestyrelsen i Mogens V. Zeltner a/s vurderer, at det er så vigtigt at fastholde fokus på den pæne økonomiske fremgang, virksomheden har, at der ikke kan trækkes yderligere ledelsesressourcer ud til at føre den retssag, som bagmandspolitiet har anlagt som del af kartelsagerne i byggesektoren. Indtil i dag har den konkrete sag verseret i mere end fire år og trukket omfattende ressourcer økonomisk og ledelsesmæssigt. I perioden har bagmandspolitiet frafaldet tre ud af seks anklager. Frem for gennem en årrække at føre de resterende sager ved retten finder bestyrelsen det vigtigere at få afsluttet stridsmålet og bygge videre på 4. generations udvikling af virksomheden. Mogens V. Zeltner a/s har nu indført instrukser, der skal imødegå, at den kan blive involveret i sager i strid med konkurrenceloven. På den baggrund har bestyrelsen besluttet at vedkende sig bødeforlægget, lyder det i meddelelsen.
I selvsamme meddelelse er der således ikke nogen indrømmelse af skyld.
Mogens V. Zeltner blev grundlagt i 1898 og har i dag 40 ansatte i Farum inden for tømrer, snedker og byggepladsservice.