Designpris til retro-gulve
Arkitektur | Af Niels Johan Juel Jensen |
Gulvproducenten Forbo har kigget i arkiverne og lancerer 19 nye design inspireret af 1950'ernes klassiske farvemønstre og varme farver - og de nye design har netop vundet iF Design Award 2016.
Linoleum er et materiale, mange husker fra barndommens skolelokaler. Det faktum har fået linoleumsproducenten Forbo til at understrege historien og nostalgien i det holdbare materiale ved at designe serien Marmoleum Linear Striato. Den hollandske producent har taget udgangspunkt i 1950'ernes klassiske farvemønstre og design, men opdateret dem og udvidet sortimentet, så det passer til moderne indretninger. Det fortæller Forbo Flooring Danmark i en pressemeddelelse.
De fortæller, at allerede nu er interessen stor fra arkitekter og indretningsdesignere, og Marmoleum Linear Striato har netop vundet den designprisen iF Design Award 2016 for sit moderne og bæredygtige gulvdesign.
- Det er vores oplevelse, at mange falder for netop Striato, fordi det iøjnefaldende design gør en stor forskel i et rum og i høj grad kan præge det arkitektoniske udtryk i et rum. Den optimistiske, farveglade Colour-serie fænger øjet, mens Textura med sin taktile overflade leger med lyset og ligefrem giver én lyst til at bukke sig ned og røre ved gulvet, siger Anne-Mette Holm, marketing manager hos Forbo Danmark.