Prognose: Stabil udvikling i byggeriet i 2016
Byggeri | Af Torben Jastram |
Byggefakta A/S har netop færdiggjort en kvartalsrapport med helt friske prognoser for det professionelle byggeri i Danmark i 2016.
Det ser fortsat positivt ud for byggeriet i Danmark, viser en ny prognose fra byggefakta.
- Både 2014 og 2015 var gode år for byggebranchen, hvor der blev igangsat væsentlig flere og større projekter i Danmark. Og nu ser det altså ud til, at niveauet også holder i 2016, og vi endda kan se frem til en fremgang på syv procent sammenlignet med 2015. Det svarer til, at der bliver igangsat projekter for 4,6 milliarder kroner mere end i 2015, fortæller adm. dir. Jens Slott Johansen, Byggefakta A/S.
Byggeriet i Region Midtjylland boomede i 2015. Der blev igangsat ekstraordinært mange byggeprojekter i regionen.
Adm. dir. Jens Slott Johansen
Byggefakta A/S
Boligboom i Hovedstaden
Fremgangen ses især for byggeriet i Region Hovedstanden, og det er især mange boligprojekter, der fylder i prognosen. Med projekter for 30,6 milliarder kroner i Region Hovedstaden forventes byggeriet i hovedstaden nu at udgøre 42 procent af det samlede byggeri i Danmark.
Væksten ses desuden i Region Sjælland og Region Syddanmark. Prognosen viser derimod tilbagegang for byggeriet i både Region Midtjylland og Region Nordjylland, og det er midtjyderne, der ser ud til at blive de helt store tabere i 2016, når man sammenligner med 2015.
- Byggeriet i Region Midtjylland boomede i 2015. Der blev igangsat ekstraordinært mange byggeprojekter i regionen. Derfor skal tilbagegange i 2016 nærmere ses som en normalisering af byggeaktiviteten end en reel tilbagegang, fortæller Jens Slott Johansen.
Kalvebodprojekt størst
Det største igangsatte byggeprojekt i 1. kvartal blev Bygningsstyrelsens opførelse af kontorbygningerne på Kalvebod Brygge, der primært skal anvendes som offentlige administrationsbygninger til blandt andet Banedanmark, Trafikstyrelsen, Vejdirektoratet og Energistyrelsen.
Projektet blev igangsat i januar 2016 og har en totalpris på en milliard kroner. På top 10 listen findes desuden Albertslund boligselskabs store renoveringsprojekt Gårdhusene i Albertslund Syd 1. etape. Projektet blev igangsat i marts 2016 og har en totalpris på 500 mio. kr.