Århus barsler med nye højhuse
Arkitektur | Af Kristian Troelsen |
Syv karréer, der blandt andet skal rumme to højhuse på 18 etager, er på vej i det nordlige Århus.
Aarhus Kommune er i gang med at planlægge et universitetscampus mellem Katrinebjergvej og Helsingforsgade i byens nordlige del. I den forbindelse planlægges et område, hvor Aarhus Universitet, boliger, erhverv, by- og caféliv samt andre uddannelser kan udvikle sig til et attraktivt blandet område.
Området er i dag et erhvervsområde, og det samlede areal er på 68.500 kvm. Den ny bebyggelse foreslås som 7 karréer, der varierer mellem 3 til 6 etager samt to højhuse i 18 etager - det samlede etageareal bliver på op til ca. 151.000 kvm. De to højhuse tænkes placeret i områdets østlige ende midt mellem Katrinebjergvej og Helsingforsgade.
Grønne tage
Karréerne adskilles og forbindes af et gennemgående strøg og 4 forskudte tværgående gader, indrettet bymæssigt med belægninger og byinventar, der tilsammen kan give bebyggelsen karakter af et brokvarter. Karréerne skal udformes med grønne gårdrum med mulighed for at opføre enetages bygninger for møderum, auditorier, udstillingslokaler og lignende. Tagene på disse skal indrettes som grønne opholdsarealer.
Et hovedtræk i planen er en gennemgående strøgforbindelse for bløde trafikanter. Langs denne forbindelse samles områdets byliv ved at placere erhvervenes og uddannelsesinstitutionernes indgange ud til forbindelsen. Derudover vil der langs forbindelsen være byrum, offentlige og udadvendte funktioner i bebyggelsens stueetager og mulighed for caféer, åbne kantiner osv. På den måde skal der sikres liv i området i alle døgnets vågne timer.
Parkering i området etableres hovedsageligt som underjordiske parkeringskældre.
Aarhus Kommune har sendt tankerne om området ud som et debatoplæg, som borgerne opfordres til at forholde sig til.