Minister holder fast i certificeringsordning
Politik | Af Dan Bjerring |
Konstruktørforeningen forsøger stadig at påvirke beslutningen om en certificeringsordning for den tekniske byggesagsbehandling.
Senest holder foreningen i en henvendelse til transport- og bygningsminister Hans Chr. Schmidt fast i, at indførelsen af en certificeringsordning vil fordyre byggeriet for bygherren:
- Langt størstedelen af det byggeri og de byggeopgaver, der udføres i Danmark, er simpelt byggeri og er derfor allerede i dag undtaget for kravet om, at kommunerne skal påse den tekniske dokumentation. De byggeopgaver bliver derfor ikke berørt af en ændring af byggesagsbehandlingen og et eventuelt krav om certificering. Det drejer sig for eksempel om énfamiliehuse, sommerhuse, garager og carporte, hvor kommunerne alene skal se på de bebyggelsesregulerende forhold. Ved bygningstyper af begrænset kompleksitet som eksempelvis sammenbyggede énfamiliehuse og avls- og driftsbygninger samt industri- og lagerbygninger i én etage skal kommunen også se på, om brandforholdene er overholdt, oplyser ministeren.
For andre bebyggelser skal kommunerne i dag gennemføre en fuld teknisk byggesagsbehandling.
Det kan for eksempel være erhvervs- eller boligbyggeri i flere etager.
Effektiv og fleksibel
Hans Chr. Schmidt understreger, at certificeringsordningen betyder, at det ikke længere er kommunerne, som skal foretage teknisk byggesagsbehandling, herunder vurdering af brandforholdene for bygningstyper af begrænset kompleksitet:
- Indførelsen af certificeringsordningen vil således give bygherren en mere effektiv og fleksibel byggeproces, idet bygherren dels ikke vil være afhængig af kommunens kompetencer og godkendelse af de tekniske løsninger og dels ikke skal afvente kommunens gennemgang af de tekniske forhold, som den certificerede rådgiver allerede har foretaget i forbindelse med projekteringen af byggeriet. Det vil trække i retning af at mindske bygherrens udgifter, herunder de udgifter for bygherren der vil være forbundet med den certificerede virksomheds udarbejdelse af dokumentationen. Det skal sammenholdes med, at bygherrer også ved den nuværende tekniske byggesagsbehandling i kommunerne har udgifter til blandt andet dokumentation.
Uhensigtsmæssigt
Hans Chr. Schmidt afviser også et forslag fra Konstruktørforeningen om typegodkendelser, så alle andre kommuner bliver forpligtede til at lægge den pågældende godkendelse til grund:
- Det er efter min opfattelse ikke en hensigtsmæssig model, da det fortsat vil betyde, at bygherren er afhængig af de tekniske kompetencer, som den udstedende kommune har. Forslaget vil derfor ikke sikre den ensartethed, som følger af en certificeringsordning. Det byggeri, der i dag er omfattet af kravet om teknisk byggesagsbehandling, er desuden karakteriseret ved at være kompliceret og forskelligartet byggeri. Det vil derfor kun være en lille del af de berørte byggerier, der ville kunne omfattes af en typegodkendelsesordning, fortsætter ministeren.
Eksempelsamling
For så vidt angår Konstruktørforeningens forslag om brug af "Eksempelsamling om brandsikring af byggeri", vil det ifølge Hans Chr. Schmidt betyde, at kommunerne fortsat vil skulle foretage teknisk byggesagsbehandling af de andre tekniske forhold i byggeriet, for eksempel krav til installationer og energiforbrug:
Forslaget vil altså kun omfatte en mindre del af det byggeri, som vil blive omfattet af den foreslåede ændring af byggesagsbehandlingen og en kommende certificeringsordning, hvorfor bygherrerne også med dette forslag fortsat vil være afhængige af de tekniske kompetencer, den enkelte kommune har, når byggeprojektet skal vurderes, slutter transport- og bygningsministeren.