Byggestatistik er ubrugelig
Erhverv | Af Dan Bjerring |
Mangel på kommunalt engagement betyder, at statistikken over byggeaktiviteter er yderst mangelfuld, mener Dansk Byggeri.
Dansk Byggeri rejser en sønderlemmende kritik af kommunernes manglende omhu med indberetninger til Bygnings- og Boligregistret - BBR - der betyder, at Danmarks Statistik år efter år må opjustere deres opgørelser over byggeriaktiviteterne i Danmark.
Eksempelvis blev der ifølge de først offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik sat gang i byggeriet af 22.495 boliger i 2004 - et fald på 13 procent i forhold til året før. I løbet af de tre følgende år er tallet gradvist justeret op, så det i 2008 nåede op på 29.666 boliger. Tallet er herefter blevet justeret ned til 28.668 boliger. Dermed endte et fald på 13 procent i sidste ende med at blive en stigning på seks procent.
Politikerne på Christiansborg bruger den mangelfulde statistik, når de ser på, hvilke håndtag de fremadrettet vil skrue på.
Finn Bo Frandsen
Chefanalytiker, Dansk Byggeri
Ikke til at stole på
- Desværre kan vi ikke stole på tallene, fordi de bliver justeret igen og igen, og det gør de, fordi kommunerne indberetter deres data for sent. Samtidig laver kommunerne mange fejl i indberetningerne. Tallene ender i statistikkerne hos Danmarks Statistik, og dermed forplanter fejlene sig til flere dele af det danske samfund, siger chefanalytiker i Dansk Byggeri, Finn Bo Frandsen.
Han peger på, at eksempelvis nationalregnskabet også bliver misvisende, når den væsentligste kilde til opgørelsen af aktiviteten i byggeriet i Danmark er så mangelfuld.
- Politikerne på Christiansborg bruger den mangelfulde statistik, når de ser på, hvilke håndtag de fremadrettet vil skrue på. Blandt andet bliver kommunernes bloktilskud beregnet ud fra antallet af boliger i den enkelte kommune, men det sker jo på baggrund af tal, der er behæftet med en meget stor fejlmargin, siger Finn Bo Frandsen videre.
Store udsving
Betragter man antallet af påbegyndte boliger i 2006-2014 - både ifølge de først offentliggjorte tal og ifølge de senest offentliggjorte tal - svinger opjusteringerne fra 10 procent i 2009 til 55 procent i 2011, og gennemsnittet af justeringerne er 35 procent.
Betragter man udviklingen i det påbegyndte etageareal i 2006-2014, svinger opjusteringer nefra 6 procent i 2009 til 43 procent i 2012, og gennemsnittet af justeringerne er 30 procent.
Ikke raketteknologi
Finn Bo Frandsen siger til Dagens Byggeri, at der i øjeblikket bygges mange ejerlejligheder i storbyerne, men at Danmarks Statistik melder om et fald fra 2014 til 2015. Han ikke har noget overblik i forhold til, hvilke kommuner, der er de værste syndere, men at Aarhus tidligere har været i søgelyset. Det skulle dog nu være bedre.
- Problemerne med opdateringer af Bygnings- og Boligregistret kræver ikke raketteknologi for at blive løst. Det meget usikre datagrundlag i byggestatistikken må skyldes mangel på kompetencer og mangel på engagement hos mange af de involverede personer, som kan være såvel politikere, der skal bevilge midler til byggesagsforvaltningerne, såvel som de medarbejdere i kommunerne, der er ansat til at indberette til Bygnings- og Boligregistret, slutter Finn Bo Frandsen.