Farvel til Energisparerådet
Politik | Af Dan Bjerring |
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Chr. Lilleholt har præsenteret det lovforslag, der nedlægger Energisparerådet.
Energi-, forsynings- og klimaministeren skulle til september foretage en genudpegning af Energisparerådets medlemmer i forbindelse med udløbet af den indeværende periode. Men der sker ingen genudpegelse, for rådet bliver nedlagt.
Det fremgår af et lovforslag fra ministeren, hvor Energisparerådet nedlægges og erstattes af en 'paneltilgang' med ét eller flere stående paneler med fast, men ikke lovbunden, konstruktion, der skal beskæftige sig med koordinering og udvikling af energispareindsatsen inden for blandt andet husholdning og erhverv.
Rådet afspejler den bredde, der er i energisektoren. Der er forskellige tilgange til energibesparelser hos dem, der gerne vil sælge energi, og dem, der ønsker at spare på energien. Men uenighed kan skabe nye veje, skabe innovation og tænke nyt.
Michael H. Nielsen
Direktør, Dansk Byggeri
Lars Chr. Lilleholt skriver til Folketinget, at forslaget baserer sig på en saglig vurdering af, hvordan man kan styrke den koordinerende dialog om understøttelse og udvikling af energispareindsatsen, fremme inddragelsen af interessenterne og samtidig sikre en langt mere målrettet og effektiv anvendelse af aktørernes og Energi-, Forsynings- og Klimaministeriets ressourcer.
Rejser kritik
Samtidig rejser han en kritik af rådets arbejde:
- Det har været vanskeligt for Energisparerådet at foreslå en fælles retning for indsatsen og komme med konkrete anbefalinger til ministeren. Anbefalingerne har ofte været meget brede og oftest uden fuld opbakning i Energisparerådet. Det betyder, at vigtige iagttagelser og synspunkter fra medlemmerne kan gå tabt i de endelige anbefalinger, skriver Lars Chr. Lilleholt til Folketinget.
Det er ikke de store penge, der vender tilbage i finansministerens kasse med nedlæggelsen af Energisparerådet. Forslaget vil medføre en mindre udgift på cirka 60.000 kroner om året, der er gået til en formand.
Meget mere værd
Direktør Michael H. Nielsen, der tidligere har advaret mod nedlæggelsen af rådet, siger til Dagens Byggeri, at Energisparerådet har været meget mere værd end 60.000 kroner, men han har også forståelse for, at man ser på, hvad man får ud af de forskellige råd og nævn:
- Man burde have inddraget Energisparerådet og de organisationer, der står bag, tidligere i processen. Vi ser gerne, at rådet fastholdes som et tværfagligt og bredt forankret råd, der har både energisektoren og forbrugerne med. Der skal fokuseres på energibesparelser både i erhvervslivet og husholdningerne, og rådet bør fortsat sekretariatsbetjenes af Energistyrelsen, siger Michael H. Nielsen.
Nye veje
Han erkender, at der ikke altid har været enighed om anbefalingerne fra Energisparerådet:
- Rådet afspejler den bredde, der er i energisektoren. Der er forskellige tilgange til energibesparelser hos dem, der gerne vil sælge energi, og dem, der ønsker at spare på energien. Men uenighed kan skabe nye veje, skabe innovation og tænke nyt. Har ministeren haft en forventning om, at et enigt Energispareråd kom med meget præcise og skarpe anbefalinger, har rådet ikke kunnet levere det, siger Michael H. Nielsen til Dagens Byggeri.