Fem nominerede til Store Arne-prisen
Arkitektur | Af Kristian Troelsen |
Multisal, spejderhus, designerbro, togstation og trafiktårn er nomineret til Store Arne-prisen 2016.
Fredag den 29. januar afsløres det ved Arkitektforeningen Københavns nytårskur, hvem der løber med Store Arne-prisen 2016. Prisen gives til såvel udførte værker som initiativer, der har løftet arkitekturen i Storkøbenhavn i det forgangne år. Her er de fem nominerede til prisen, som de beskrives af Arkitektforeningen:
Falkonergårdens Gymnasium - Ny multisal af Falko Arkitekter
Udvidelsen af Falkonergårdens Gymnasium er resultatet af en åben arkitektkonkurrence fra 2011. 101 indsendte forslag med forslaget af Falko Arkitekter som vinder.
I konkurrencen var der krav om en kombineret sportshal i Team Danmark Format og samlingssal til 1.000 personer og seks nye klasselokaler.
Forslaget blev i dommerkomiteens betænkning beskrevet som en nordisk version af 1930'er-funktionalisme.
Tilbygningen ligger lidt sænket ned i terræn og mellem de to eksisterende gymnastiksale. Den bevarer på fornemste vis fornemmelsen af den gamle arkitektur, mens dens afrundede form, roterede placering i forhold til de eksisterende gymnastiksale og materialevalg også tilføjer kontraster i form af ovenlys, nye rumligheder og lyse materialer.
Udvidelsen af Falkonergårdens Gymnasium nomineres for at sit smukke arkitektoniske greb, hvor nyt og gammelt understøtter hinandens fortælling.
Flerbrugerhus for DDS af Sophus Søbye Arkitekter
Det nye spejder- og flerbrugerhus af Sophus Søbye Arkitekter ligger skjult bag en betonmur, der får en rumlig dybe mod Søndermarken og danner ryg for husets centrale uderum, der inviterer beboere, løbere og lokale spejdergrupper ind.
Spejderhytten består af to bygninger, der sammenkobles af en overdækket terrasse i første sals højde og har bålpladsen placeret centralt mellem bygningerne. Et af husene fungerer som spejderhytte med omklædningsfaciliteter, patruljerum, værkstedsrum og mezzanin med adgang til tagterrassen, mens det andet hus er et forsamlingshus, bestående af et stort lokale med pejs og åbent arbejdskøkken.
Husene fremstår råt og enkelt i ubehandlet in situ-støbt beton kombineret med cedertræ udvendigt og krydsfiner indvendigt.
Flerbrugerhuset nomineres for at have et spektakulært præg over sig uden at råbe. Huset skaber indbydende rammer for livet, trækker naturen ind og viser, hvordan enkelhed og kontraster kan mødes i arkitektonisk greb, rumlighed og materialevalg.
Cirkelbroen af Olafur Eliasson
Cirkelbroen af Olafur Eliasson er en gave fra Nordea-fonden til Københavns Kommune og et nyt kunstnerisk vartegn i Københavns Havn. Den forbinder Christiansbro med Applebys Plads over den sydlige indsejling til Christianshavns Kanal.
Broen bruger sejlskibet som visuelt afsæt og består af fem forskudte platforme i forskellige størrelser med hver deres 'mast'. Platformene skal ikke blot forbinde, men skal også give plads til, at man stopper op og reflekterer over mellemrummet mellem de to byrum.
Cirkelbroen nomineres for at skabe et sted, der forener infrastruktur, kunst og oplevelse.
Ny Nørreport Station af Gottlieb & Paludan, COBE og Bartenbach LichtLabor
Nørreport er Danmarks trafikale knudepunkt, og 250.000 mennesker krydser dagligt stationen. Ny Nørreport fastholder stedets urbane stemning, men løser stedets trafikale udfordringer ved at al vejtrafik samles på den side af stationen, som vender ud mod Nørrebro, mens den tidligere vejbane mod Middelalderbyen transformeres til et inspirerende byrum for de bløde trafikanter.
Frem for at skjule de 2500 cykler, der dagligt parkeres ved Nørreport, er der i forslaget udviklet forsænkede organiske "cykelbede", der sammen med pladsens organisk formede glaspavilloner skaber oplevelsen af et naturligt flydende byrum.
Ny Nørreport nomineres for at have skabt et nyt åbent og urbant byrum, der fastholder stedets ånd, viser nytænkning og løser de trafikale udfordringer, der tidligere har præget stedet.
Trafiktårnet Øst af Tranberg Arkitekter
Trafiktårnet Øst af Tranberg Arkitekter er 41,5 meter i diameter og cirka samme højde.
Den runde form imødekommer stedets mange retninger og de funktionelle krav i forhold til indretningen af kontrolrummet. Bygningen kendetegnes udefra ved en tyngde og robusthed, der går tilbage til historiske banebygninger, men står samtidig i dialog med de tilstødende boligblokke langs Ingerslevsgade. Den udstråler tydeligt, hvad den er og gør, hvilket er at styre og overvåge landets togdrift og vejtrafik.
Tegnestuen har på fornemste vis taget udgangspunkt i stedet og referencerne og har formået at løse et meget komplekst rumprogram i en arkitektonisk løsning, der - udvendigt og indvendigt - karakteriseres ved en særlig stoflighed og smukke rumligheder.
Trafiktårnet Øst af Tranberg Arkitekter nomineres for at være et meget rumligt værk, der forbinder nutid og fortid, lethed og tyngde og funktionalitet og materialitet.