Ny bestyrelsesformand i Abeo
Erhverv | Af Kim Ebbesen |
Abeo A/S styrker bestyrelsen med tidligere Grontmij-direktør, Søren Larsen, der bl.a. skal hjælpe virksomheden ud på de første udenlandske markeder.
Abeo A/S står bag flere nye innovative betonløsninger til en række byggeprojekter rundt om i Danmark. Nu står virksomheden overfor etablering på de første udenlandske markeder, og til denne fase er der behov for yderligere kompetencer. I den forbindelse indtræder den tidligere topdirektør i ingeniørvirksomheden Grontmij, Søren Larsen, som ny bestyrelsesformand i Abeo.
- Søren er en dynamisk leder med betydelig erfaring fra byggebranchen bag sig. Derudover har han et internationalt udsyn og erfaring fra udlandet, hvilket bliver vigtigt i den næste fase for Abeo. Vi er rigtigt glade for, at han er blevet en del af holdet, siger Ulla Brockenhuus-Schack, managing director i SEED Capital, der er hovedaktionær i Abeo.
Virksomheden har på kort sigt formået at sætte sit fodaftryk på den danske byggebranche, og jeg ser frem til nu at skulle hjælpe Abeo ud over Danmarks grænser.
Søren Larsen
Søren Larsen kommer senest fra en stilling som landedirektør i Grontmij Danmark og medlem af Gromtmij-gruppens Executive Committee, hvor han havde ansvar for gruppens fire globale vækstområder, operational excellence og CSR. Før stillingen som landedirektør var Søren Larsen direktør for forretningsområdet byggeri i Grontmij.
Solidt fodaftryk
Han har også markeret sig gennem diverse bestyrelsesarbejde i bl.a. Foreningen af Rådgivende Ingeniørerer (FRI), regeringens vækstteam for vand, bio og miljøløsninger og som formand for Dansk Industri i hovedstaden. Om sin nye rolle i Abeo udtaler Søren Larsen:
- Abeo har udviklet en række spændende og meget perspektivrige løsninger, der efterkommer mange af de ting, som bliver efterspurgt i branchen, herunder færre processer og bedre projektøkonomi. Virksomheden har på kort sigt formået at sætte sit fodaftryk på den danske byggebranche, og jeg ser frem til nu at skulle hjælpe Abeo ud over Danmarks grænser.