Dansk Arbejdsgiverforening: Mange fejl i afgørelser fra Arbejdstilsynet
Erhverv | Af Dan Bjerring |
- Det er spild af tid for virksomhederne, når Arbejdstilsynet ikke har styr på, hvornår der skal og ikke skal afgives påbud, siger arbejdsmiljøchef hos DA.
Ifølge Dansk Arbejdsgiverforenings nyhedsbrev AGENDA kniber det med, at Arbejdstilsynet har tilstrækkelig styr på reglerne, når der rykkes ud på danske arbejdspladser.
Der blev i 2014 afgivet 912 klager over Arbejdstilsynets afgørelser, og i godt en tredjedel af disse fik klagerne ret, og Arbejdstilsynets afgørelser dermed annulleret.
Det er spild af tid for virksomhederne, når Arbejdstilsynet ikke har styr på, hvornår der skal og ikke skal afgives påbud.
Christina Sode Haslund,
arbejdsmiljøchef i Dansk Arbejdsgiverforening
Der bliver anket i cirka tre procent af Arbejdstilsynets afgørelser, og dermed er det altså reelt én procent af samtlige afgørelser, der omstødes:
- Der er alt for mange fejl i Arbejdstilsynets afgørelser. Det er spild af tid for virksomhederne, når Arbejdstilsynet ikke har styr på, hvornår der skal og ikke skal afgives påbud, siger arbejdsmiljøchef Christina Sode Haslund fra DA til Dagens Byggeri.
Tillid til myndigheder
Dagens Byggeri peger på, at det reelt i det store billede kun er én procent af sagerne, der omstødes, men Christina Sode Haslund understreger, at virksomhederne "indretter sig i tillid til, at myndighederne har styr på reglerne":
- De ønsker ikke at påklage afgørelser fra Arbejdstilsynet. Når tre procent alligevel gør det, og der er så stor en omgørelsesprocent, må man spørge sig selv, om der heller ikke her været styr på alle de andre sager, som ingen har klaget over. Dermed er problemet langt større end de tre procent, siger arbejdsmiljøchefen videre.
Hun noterer, at med forårets politiske aftale om en styrket arbejdsmiljøindsats, er der lagt op til et mere målrettet arbejdstilsyn med fokus på de virksomheder, der har arbejdsmiljøproblemer.
Unødige tilsyn
- De virksomheder, som har orden i arbejdsmiljøet, skal man ikke bebyrde med unødige tilsyn. Arbejdstilsynet skal være langt bedre til at fokusere deres tilsyn, og at afgørelserne er rigtige. Der skal fokuseres på virksomheder - danske eller udenlandske - som ikke har styr på arbejdsmiljøet. Alle virksomheder i Danmark skal selvfølgelig efterleve reglerne. Ingen skal kunne flyve under radaren, slutter Christina Sode Haslund.