Danske arkitekter tegner skole i Hongkong
Arkitektur | Af Kristian Troelsen |
Henning Larsen Architects har i samarbejde med AGC Design vundet konkurrencen om at tegne den nye franske internationale skole i Tseung Kwan O i Hongkong.
Henning Larsen Architects er en del af vinderteamet, der skal tegne den franske internationale skole, der er en folkeskole i Tseung Kwan O i Hongkong. Skolens overordnede formål er at agere samlingspunkt for fransk kultur i Tseung Kwan O og Hongkong som helhed. Derfor åbner skolen også op i aftentimerne og weekenderne for kulturelle aktiviteter, såsom festivalen Le French May, det franske cinematek og udstillinger. Det oplyser Henning Larsen Architects.
Grundskolens design understøtter en ny tilgang til læring. Den fleksible og åbne planløsning i de såkaldte villaer giver de studerende på hver årgang en rummelig følelse af fællesskab. Villaerne tilbyder desuden en bred vifte af nye undervisnings- og indlæringsmuligheder. Klasseværelserne kan nemt slås sammen og dermed skabe en større afdeling for to lærere, eller de kan udvides til ét fælles rum, hvor børnene kan lære og være sammen på andre måder end i et normalt klasseværelse. Ydermere er villaerne tilknyttet fælles, udendørs terrasser med hængende haver på hver etage, som alle er på størrelse med et klasseværelse.
Facaden mindsker varmen
Et andet vigtigt element i skolens design er farverne, som forhåbentlig bliver et vedvarende minde i elevernes sind. De forskellige overflader er, afhængig af deres funktioner, alle blevet tilført en ensartet farveskala.
Den nye internationale skoles facade bliver imidlertid projektets bærende identitet. Den består af 1050 farvede keramiske solafskærmningsfliser, som alle er dekoreret af skolens elever. Facaden bliver dermed et symbol på skolens mangfoldighed og elevernes inddragelse. Samtidig hjælper facadens design til en mild fordeling af dagslys i bygningen med en minimering af varmeniveauet til følge.
Skolen forventes at stå færdig i september 2018.