Samråd om sort arbejde
Politik | Af Niels Johan Juel Jensen |
Skatteministeren og beskæftigelsesministeren kaldes i samråd, efter ny undersøgelse viser, at knap hver femte dansker i 2014 har udført sort arbejde.
Socialdemokraterne er ikke tilfreds med regeringens indsats, når det kommer til sort arbejde. Derfor kalder partiet skatteminister Karsten Lauritzen (V) og beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) i samråd i sagen. Det skriver Berlingske Business.
Samrådet skal ses i lyset af den store undersøgelse, som Rockwool Fondens Forskningsenhed har offentliggjort. Her er man kommet frem til, at knap hver femte dansker i 2014 har udført sort arbejde.
Det eneste, regeringen har gjort, er at lave besparelser og forringe Skats muligheder for at kontrollere netop sort arbejde.
Jeppe Bruus
Socialdemokraternes social dumping-ordfører
- Det eneste, regeringen har gjort, er at lave besparelser og forringe Skats muligheder for at kontrollere netop sort arbejde, siger Socialdemokraternes social dumping-ordfører, Jeppe Bruus (S), ifølge Berlingske Business.
Det vækker blandt andet harme hos Jeppe Bruus, at skatteminister Karsten Lauritzen i afgust fremsatte et lovforslag i høring, som afskaffede Skats mulighed for at foretage kontrolbesøg i private haver uden en dommerkendelse.
Rockwool Fondens undersøgelse bygger på anonyme interviews blandt 33.000 danskere i perioden 1994-2014. Den viser blandt andet, at cirka hver fjerde dansker i 1994 havde udført sort arbejde, mens det nu er hver femte.