Bevilling vil færdiggøre sygehusbyggeri i Kolding
Byggeri | Af Torben Jastram |
Med en bevilling på 22 millioner kroner sender regionsrådet nu den sidste store check til akut-sygehusbyggeriet i Kolding.
Hvis man har prøvet at bygge et nyt hus, ved man, hvor godt det føles, når den sidste regning fra håndværkeren er betalt.
Og selvom 'huset' i dette tilfælde først er helt færdigt i 2017, var det en tilfreds formand, der på dagens regionsrådsmøde kunne konstatere, at den sidste planlagte bevilling til det, der vil blive Trekantsområdets store akutsygehus, nu sendes afsted til Kolding.
Der er ingen tvivl om, at det var en ambitiøs sygehusplan, regionsrådet søsatte i 2007. Derfor er det en stor glæde, at vi med den sidste planlagte bevilling vil få et fuldt funktionsdygtigt akutsygehus.
Regionsrådsformand Stephanie Lose
Region Sydjylland
- Der er ingen tvivl om, at det var en ambitiøs sygehusplan, regionsrådet søsatte i 2007. Derfor er det en stor glæde, at vi med den sidste planlagte bevilling vil få et fuldt funktionsdygtigt akutsygehus i Kolding til gavn og glæde for patienterne, siger regionsrådsformand Stephanie Lose, (V).
Patienten i centrum
Byggeriet har været i gang siden 2009, og ud over den markante sengebygning, der kan ses fra store dele af Kolding by, er der blandt andet opført et Mor-Barn Center, et kapel, et p-hus og en helikopterlandingsplads, hvorfra der er direkte adgang til Fælles Akutmodtagelse, FAM.
Alle akutte patienter vil blive modtaget i FAM, og de vil uanset tidspunkt blive mødt af et team af specialister, som hurtigst muligt kan yde den bedst tænkelige hjælp.
- På akutsygehusene kommer patienterne til at opleve, at deres behov i langt højere grad er tænkt ind i sygehusets funktioner og arbejdsgange. Vores mål er, at borgerne skal opleve, at sundhedsvæsenet er til for dem og ikke omvendt, siger Karsten Uno Petersen (S), der er formand Innovationsudvalget i Region Syddanmark.
Bevillingen på 22 millioner kroner skal blandt andet bruges til tre ekstra intensivstuer og en skopistue til kikkertundersøgelser.
Når byggeriet står færdigt, har sygehuset i Kolding også fået en ny hovedindgang og 216 enestuer med eget bad og toilet i sengebygningen.