V2C og COWI laver team til hosptalsopgave til fire mia.
Byggeri | Af Torben Jastram |
V2C og COWI er udvalgt til sammen at give tilbud på byggeledelsen af det 185.000 kvadratmeter store byggeri ved det nye Køge Universitetssygehus.
V2C er i team med COWI blevet prækvalificeret til at afgive tilbud på den samlede byggeledelse af opførelsen/udvidelsen af Køge Universitetssygehus.
Byggeledelsen omfatter alle bygge- og anlægsetaper, koordinering af levering/montering af udstyr, styring af økonomi og projektets tidsmæssige forhold samt koordinering af arbejdsmiljø og sikkerhed.
Hele byggeriet foregår på og ved det eksisterende Køge sygehus som er i drift, og byggeledelsen skal løbende koordinere byggearbejderne med sygehusets indflytningstakt.
Projektet forventes - foruden to anlægsetaper på cirka 185.000 kvadratmeter og 1.900 p-pladser - udbudt i storentrepriser med tværgående entrepriser og ventes derudover opdelt i forskudte etaper på mellem 2.000-50.000 kvadratmeter med en byggetid på to til fire år.
Byggeriet forventes udført 2017- 2022 og har et samlet budget på fire milliarder kroner.