Få færre ulykker på byggepladsen
Gå-hjem-møder stiller skarpt på, hvordan antallet af ulykker i byggeriet kan mindskes.
Byggeriet er en af de brancher, hvor der sker flest arbejdsmiljøulykker, og lige nu er tiden, hvor antallet af ulykker topper. Passwordet til pc'en er nemlig ikke det eneste, medarbejderne når at glemme i ferien. Ofte glemmer de også de faste rutiner for sikkerhedsprocedurer.
Derfor inviterer Konstruktørforeningen nu til otte gå-hjem-møder landet over om, hvordan antallet af arbejdsulykker kan undgås.
Arrangementet er gratis for medlemmer af Konstruktørforeningen, mens det koster 125 kroner for andre.
Stop ulykkerne
Siden 2007 har Branchearbejdsmiljørådet for Bygge og Anlæg (BAR Bygge & Anlæg) og andre organisationer i branchen arbejdet på at nedbringe antallet af arbejdsulykker - desværre kun med mindre effekt.
- Trods ihærdige indsatser, med bl.a. kampagnen "Knæk Kurven", er det alarmerende, så lidt tallet for dødsfald og alvorlige ulykker i byggeriet er faldet siden 2007. Hvis vi skal have tallene ned, er tiden inde til, at branchen stikker hovederne sammen for at tænke nyt, siger Gert Johansen om, hvorfor KF inviterer flere af byggeriets parter til med til gå-hjem-møderne.
Gode ideer efterlyses
Udover at blive præsenteret for den seneste viden, erfaringer og ikke mindst gode eksempler fra "den gode byggeplads", får deltagerne også lejlighed til at bidrage til debatten og komme med gode ideer. Konstruktørforeningen har selv en række ideer, som er:
Alle medarbejdere skal have en dokumenteret uddannelse i arbejdsmiljø, før de får adgang til pladsen, med for eksempel et workpass. Det kan underbygges af skærpede sanktionskrav som bøder og bortvisning, hvis ikke kravene overholdes.
Uddannelse og beskyttelse af arbejdsmiljøkoordinatoren (am), f.eks. med samme rettigheder som tillids- eller arbejdsmiljørepræsentanter.
Krav om et tættere samarbejde mellem arbejdsmiljøkoordinatoren for projektering (P) og for udførelse (B) skal sikre, at sikkerheden er tænkt ind i projektet fra start (hvilket er et krav i arbejdsmiljøloven), og at erfaringerne fra byggeriet rent faktisk også høstes af de projekterende. Og her er bygherren det vigtige omdrejningspunkt, da han har ansvaret for, at denne koordinering finder sted.
Branchearbejdsmiljø og Arbejdstilsynet sikres midler og muligheder for mere tilsyn og rådgivning
Internationalt samarbejde for ens regler og standarder - for eksempel på tværs af Europa.
Forebyggende indsats
- Nogle vil måske indvende, at vores forslag koster penge, mange penge. Men jeg er sikker på, at de mange ulykker koster samfundet langt flere penge end den forebyggende indsats, for ikke at nævne den sorg, disse ulykker medfører - både for den, der bliver ramt og for vedkommendes nærmeste, siger Gert Johansen.
De otte møder
Gå-hjem-mødet om arbejdsulykker bliver holdt i Næstved, København, Odense, Horsens, Aalborg, Esbjerg, Aarhus og Holstebro. Tilmelding i kalenderen på kf.dk.