Ulykke kostede bygningsarbejder livet
Erhverv | Af Torben Jastram |
Fredag blev en yngre bygningsarbejder dræbt ved en arbejdsulykke i Vejle.
Under genopbygningen af en brandskadet ejendom i Vejle fik en 25-årig bygningsarbejder fredag et tungt betonelement ned over sig. Den 25-årige mistede livet, og Arbejdstilsynet undersøger nu omstændighederne ved ulykken. Det skriver Jyllands-Posten.
Manden var sammen med en kollega i gang med at genopbygge et bilfirmas bygninger, som tidligere på året brændte.
I forbindelse med arbejdet skulle en fem-seks meter høj betonsøjle nedbrydes, og det var i den forbindelse ulykken indtraf.
- En gravko har fat i toppen af søjlen, og på et tidspunkt bliver der råbt et advarselsråb. Den ene løber til siden og når at komme væk, mens den 25-årige bliver ramt af søjlen, siger vagtchef Jørn Lindhardt fra Sydøstjyllands Politi til avisen.