Teaterhus til 175 millioner er påbegyndt
Byggeri | Af Kristian Troelsen |
Opførelsen af Vendsyssel Teateroplevelseshus til 175 millioner kroner er gået i gang Hjørring.
- Hvis alle deltagere havde taget et spadestik, ville kælderen næsten have været færdig, lød det fra teaterdirektør Lars Sennels fra Vendsyssel Teater, da 1. spadestik på Vendsyssel Teateroplevelseshus blev taget i slutningen af marts. Bygningen skal ligge på den tidligere rutebilstations grund.
Byggeriet er på i alt 4.930 kvadratmeter, og bygningen kommer til at indeholde fem sale udover publikumsfaciliteterne, der vil inkludere café, restaurant, administration, skuespillergarderobe og teaterværksteder. Huset får plads til 250-350 tilskuere.
Det er en bygning, som står ved sin kulturelle betydning, og som tør være anderledes uden at tage fokus fra byens eksisterende kvaliteter.
John Foldbjerg Lassen
Partner, Schmidt Hammer Lassen Architects
Tør at være anderledes
Den arkitektoniske ambition for det nye teateroplevelseshus har været at skabe en bygning, der både tilpasser sig den omkringliggende by og samtidig manifesterer sig som en levende organisme i bybilledet.
- Vi har tegnet et projekt, hvor der arkitektonisk, funktionelt og oplevelsesmæssigt er lagt vægt på fem hovedtemaer: Forankring i byen, åbenhed, funktionalitet, fleksibilitet og materialitet. Vi har tegnet en markant bygning, som forholder sig pragmatisk til sin funktion, og som inviterer til både aktiv brug og stille ophold. Det er en bygning, som står ved sin kulturelle betydning, og som tør være anderledes uden at tage fokus fra byens eksisterende kvaliteter, har John Foldbjerg Lassen, partner hos Schmidt Hammer Lassen Architects, udtalt om projektet.
Byggeriet forventes at stå færdigt medio oktober 2016.